Én kamp skiller Team Esbjerg fra mesterskabet

30/05 - 2022

Med to så gode hold var det næsten skrevet i stjernerne, at kampen om mesterskabet i Bambusa Kvindeligaen skulle afgøres i et alt eller intet-opgør. Både Team Esbjerg og Odense Håndbold har i denne sæson været de bedste hold i den hjemlige liga, og en lille detalje kan nu afgøre, om guldet forbliver på Fyn, eller om esbjergenserne hiver mesterskabet med hjem igen.

Alt er helt lige mellem de hold. Odense fik en overhånd på hjemmebanen i første omgør, mens Team Esbjerg tog en mere kontrollerede sejr i returopgøret, hvor de fik ændret på flere småting, som havde stor betydning for kampens udfald i lørdags.

Når to hold, som kender hinanden og har mødt hinanden flere gange i denne sæson, skal mødes for sjette gang, bliver detaljerne afgørende for, hvem der til sidst kan kalde sig selv for danske mestre. Det mentale spil kommer også til at have stor betydning,

– Disse kampe er svære at forudse. Den første kamp var lige efter de første 50 minutter, hvor Odense fik en overhånd, mens den anden blev afgjort lidt tidligere. Holdene kender hinanden så godt, at det mentale bliver vigtigt. Det fik de i første kamp, hvor vi gik ned, da der manglede 10 minutter. Det handler om at skabe et overskud og ikke gå i panik, selvom man er bagud, siger cheftræner Jesper Jensen.

Tovtrækningen mellem de to hold forventes også at fortsætte. Fynboerne vandt første kamp, hvilket fik Team Esbjerg til at finde løsninger, som gav pote i anden kamp. Nu er det op til Odense at finde på måder, hvor de kommer i position til at vinde.

– Vi lykkedes med at holde Mie Højlund og deres syv mod seks-spil nede, som de havde succes med i første kamp, og det vil de nu finde et modtræk på til dette opgør. Begge hold har vist, hvordan de kan vinde, så det bliver samme skabelon men med nuancer, siger Jesper Jensen.

Som vinder af grundspillet har Odense Håndbold hjemmebanefordel i den sidste kamp, og kigger man på de kampe, som de hold har spillet i denne sæson mod hinanden, så har den stor betydning. I alle fem opgør har hjemmeholdet vundet, og derfor bliver det en kamp i sig selv, at overvinde denne fordel.

Men Team Esbjerg har gjort det før i denne sæson. Jesper Jensen peger især på første kvartfinalekamp mod CSM Bucuresti i EHF Champions League Women, hvor holdet stod sammen, selvom der var 5000 larmende rumænere, der gjorde alt for at stresse dem.

– Hver spiller skal finde ind i gruppen og finde den tryghed, som den giver. Vi var også nervøse inden kamp to, men der havde vi mere at tabe. Samtidig manglede vi intensitet i første kamp, og det hjalp publikum os med at finde i kamp to. Atmosfæren bliver anderledes i kamp tre, og

der skal vi finde ind i gruppen, som vi har gjort tidligere i Bukarest. Vi føler derfor, at vi har en erfaringsbank at tage fra, siger Jesper Jensen.

Uanset skal der findes en vinder på tirsdag af det danske mesterskab. Ender kampen uafgjort skal de to hold i to gange fem minutters forlængede spilletid. Hvis der ikke findes en vinder der, skal der spilles to gange fem minutter mere. Ender denne også uafgjort skal de to hold ud i straffekastkonkurrence.

Team Esbjergs trup til kampen i Bambusa Kvindeligaen finale, kamp 3 mod Odense Håndbold tirsdag den 31. maj kl. 20.30 i Odense Idrætshal:

Målvogtere: Rikke Poulsen og Dinah Eckerle
Venstre fløj: Sanna Solberg-Isaksen og Beyza Irem Türkoglu
Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen
Streg: Marit Malm Frafjord, Vilde Mortensen Ingstad og Kaja Kamp
Bagspillere: Kristine Breistøl, Annette Jensen, Line Myers, Michala Møller, Henny Reistad og Mette Tranborg.