Erfaren fløjspiller føjer sig til Team Esbjergs trup
19/07 - 2022
Kort inden forberedelserne til en ny håndboldsæson begynder, supplerer Team Esbjerg truppen med den erfarne højre fløj, Anne Tolstrup Petersen, der havde forlænget sit samarbejde med København Håndbold med yderligere en sæson, men er købt fri til at indgå en toårig aftale.
– Det var lidt af et luksusproblem, da jeg blev kontaktet af Team Esbjerg. Jeg måtte fravælge noget, jeg havde glædet mig til, men jeg ser rigtig mange muligheder og oplevelser for mig i Esbjerg. Det bliver en udfordring at spille med så dygtige spillere og være med i toppen af ligaen og i europæisk håndbold. Som håndboldspiller er min motivation at udvikle mig, og nu glæder jeg mig helt vildt til at blive en del af Team Esbjergs trup, siger Anne Tolstrup, 27 år.
Hun var oprindelig højre back, men spillede sine første seniorår i SK Aarhus, hvor 20 cm højere Mette Tranborg var blandt holdkammeraterne og gjorde det svært at opretholde positionen. I 2017 flyttede hun til København, hvor hun ved siden af studier spillede for Ajax. I 2020 skiftede hun til København Håndbold, hvor hun i januar 2021 blev korsbåndsskadet og var ude næsten hele året. Efter en vellykket genoptræning blev Anne Tolstrup sidst i 2021 udlejet til den svenske topklub, IK Sävehof, som hun med syv mål i den sidste kamp i finaleserien mod Skuru IK var med til at sikre det første mesterskab siden 2019. I samme sæson spillede hun EHF Champions League for de 15-dobbelte svenske mestre.
Team Esbjerg har været uden gardering for højrefløjen Marit Røsberg Jacobsen, siden Pernille Johannsen i 2019-2020-sæsonen spillede godt et halvt år i klubben. Da den norske landsholdsspiller var ude med en skade i seneste sæson, viste det truppens sårbarhed. Cheftræner Jesper Jensen er på den baggrund meget tilfreds med den sene tilgang til truppen.
– Vi har tidligere kigget på Anne Tolstrup, en dygtig spiller, der er gået lidt under radaren i Ajax og København Håndbold. Med hende får vi kvalitet og coolness, når kampe spidser til. Vi har tidligere suppleret med helt unge spillere, Anne kommer med stamina og supplerer en i forvejen god trup, hvor flere landsholdsspillere var ved at ramme 80 kampe i seneste sæson. Vi får i den nye sæson to venstrehåndede spillere i bagkæden, Mette Tranborg og Nora Mørk, der med sin spilintelligens også vil kunne bruges som playmaker. Derfor har vi nu mere brug for yderligere en ren højre fløj, siger Jesper Jensen.
Anne Tolstrup afbrød i København fysioterapeutstudiet og valgte i stedet at blive bachelor i teknoantropologi, som hun betegner som brobygning mellem mennesker og teknologi. I det hele taget er hun optaget af relationer mellem mennesker og elsker at lave mad til andre. I Esbjerg kommer hun foruden Mette Tranborg til at møde andre kendte ansigter, da hendes far, Michael Petersen, er opvokset i byen, og hans familie fortsat bor der.