Prøvelserne stod i kø for Team Esbjerg, der sled sig til sejren

03/09 - 2022

Skaderne og småskavankerne fortsætter hos Team Esbjerg, da de kom på tavlen i Kvindeligaen med en sejr over SønderjyskE. Hen mod slutningen af kampen havde cheftræner Jesper Jensen kun to bagspillere til rådighed, og derfor var han også stolt over, at det faktisk lykkedes at tage de to point, for udfordringer var der mange af.

Et stort plus var dog, at Mette Tranborg igen var at finde på holdkortet, og sammen med Kathrine Heindahl udgjorde ud et midterakse i forsvaret i de første 30 minutter, som gjorde det svært for SønderjyskE. I første halvleg var det også Team Esbjerg, der sad på kampen, hvor de var foran med fem. Men på to mål i slutminutterne kom hjemmeholdet til pause med 12-15.

Reduceringerne fortsatte med at komme fra SønderjyskE, der også fik en udligning ind. Ved 16-16 begyndte det for alvor at se slemt ud for Team Esbjerg. Forsvaret stod godt, men offensiven havde stadig problemer. Men selvom tingene ikke altid lykkedes for angrebet, blev de ved. Ihærdigheden var nærmest forbilledligt.

De to hold fulgte hinanden frem til 19-19, hvor Nora Mørk også måtte gå ud. Hun fik forbinding om låret og holdt kroppen i gang, men hun kom ikke på banen igen. Det gjorde Mette Tranborg heller ikke, da der ikke tages nogle chancer med spillernes helbred.

Jesper Jensen søgte derfor efter muligheder og en bagkæde, der kunne lirke det sønderjyske forsvar op. Beyza Türkoglu blev brugt på backen, de spillede med to stregspillere og Marit Røsberg Jacobsen fik også tid om bagspiller.

– Vi var under ekstremt pres, men vi har heldigvis arbejdet godt siden i tirsdags, og så vidste vi, hvad der ventede os. Det ville blive svært, og da SønderjyskE kom op på uafgjort ville det nemmeste være at slå op i banen, for der stod vi også med en helt ny bagkæde. Så jeg syntes, at vi skal være stolte over at vinde, sagde cheftræneren.

Heldigvis gav defensiven intet. Og da Rikke Poulsen kom ind – efter en ellers solid kamp fra Amalie Milling – blev der totalt lukket af. Poulsen sluttede af med en redningsprocent på 62, og det var med til at lukke kampen til Team Esbjergs fordel. Og så kan det være lige meget hvor flot eller tæt, der blev.

– Vores eneste mål var at vinde, og så var vi fuldstændig ligeglade med, hvordan det så ud, og så har det lidt været siden i torsdag, hvor vi begyndte at se frem mod denne kamp. Det var vi bevidste omkring, og det var der ikke noget at sige til, sagde Jesper Jensen.

Han pegede også på flere stærke individuelle præstationer fra flere af spillerne. Michala Møllers ihærdighed, hvor hun på trods af en svær kamp mod Ajax – og også udfordringer i denne – blev ved med at klø på. Kathrine Heindahl, der tog styringen i forsvaret på vitale tidspunkter. Og Julie Bøe Jacobsen, der blev kastet ind i bærende rolle på grund af skaderne, og som arbejdede hårdt selvom hun selv lige er kommet tilbage fra skade.

Sejren betyder, at holdet nu er kommet på tavlen, men den første store udfordringer venter allerede på tirsdag. Her skal de til Viborg, for at møde de grønblusede fra domkirkebyen. Kampen går i gang klokken 18.30.

Kampen i tal:

SønderjyskE – Team Esbjerg 22-26 (12-15)

Målscorere Team Esbjerg: Michala Møller 6, Marit Røsberg Jacobsen 5, Kaja Kamp 4, Nora Mørk 4, Vilde Mortensen Ingstad 4, Julie Bøe Jacobsen 2, Beyza Türkoglu 1.

Topscorer SønderjyskE: Sarah Dalsgaard Paulsen 5.

Udvisninger:

Team Esbjerg: 0

SønderjyskE: 0

I Arena Aabenraa.