Team Esbjerg kan endeligt vise sit sande jeg

13/09 - 2022

Med Henny Reistad og Nora Mørk tilbage i fuld vigør, kan Team Esbjerg endeligt begynde at spille fuldtalligt efter en opstart med for mange skader. På onsdag møder de København Håndbold, der kommer til Blue Water Dokken, og dermed kan holdet også begyndte at sigte efter det niveau, der skal til for at hente store resultater hjem.

Kampen mod København Håndbold er derfor en god udfordring for holdet. Selvom det lykkedes at spille op med verdens muligvis bedste hold i Györi, så har holdet ikke trænet meget sammen som en samlet enhed. Det var der flere eksempler på i opgøret i søndags.

Og modstanderen fra hovedstaden er ikke en opgave, man skal komme sovende til, advarer cheftræneren.

– Det er et hold med mange profiler. De skal også lære at spille sammen, da de også har fået mange nye spillere. Det har også ført til svingende præstationer blandt andet mod Odense, som de tabte stort til. Vi har i øjeblikket stadig mange spillere, der skal spilles ind, så derfor skal vi ramme et niveau, som vi så mod Györi. Rammer vi det, er vi favoritter mod alle hold i Danmark, siger Jesper Jensen.

Han peger især på den fart, som københavnerne kan komme med i deres kontra. Netop denne fase af spillet har Team Esbjerg tidligere haft problemer med, og hold som Viborg HK har udstillet disse mangler ad flere omgange. Men det er en fart, som esbjergenserne skal kunne matche.

– De satser meget på deres kontra, og det skal vi træne videre i. Der er vi også udfordret, idet vi har udskiftninger mellem angreb og forsvar. Omvendt har vi også ressourcerne til at kunne løbe den anden vej, og det har vi ikke kunne træne, da vi har manglet flere spillere.

Netop det faktum, at alle spillere igen er at finde på holdkortet, skaber kun glæde hos Jesper Jensen, der har været presset for at finde løsninger i et angreb, der har haltet efter i de seneste kampe.

Men det betyder også, at holdet nu skal finde frem til det spil og niveau, som skal bære dem frem gennem kampene i ind- og udland.

– Det er bare dejligt, at vi kan træne hen mod det spil, vi gerne vil spille. I en periode på flere uger har vi måtte sætte plastre på mange sår, og ikke kunnet vise, hvad vi kan. Så det er en fornøjelse at have alle med igen, siger cheftræneren.

Troen på, at holdet for alvor begynder at rykke, er tilbage igen, og kampen fra i søndags var kun med til at tænde den gnist. Holdet er stadig et stykke fra den top, men København vil være en udmærket modstander til at finde ud af, hvor langt de er fra den.

Team Esbjergs trup til kampen i Kvindeligaen mod København Håndbold onsdag den 14. september kl. 20.30 i Blue Water Dokken:

Målvogtere: Amalie Milling og Rikke Poulsen
Venstre fløj: Beyza Irem Türkoglu
Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen og Anne Tolstrup Petersen
Streg: Kathrine Heindahl, Vilde Mortensen Ingstad og Kaja Kamp
Bagspillere: Kristine Breistøl, Julie Bøe Jacobsen, Michala Møller, Nora Mørk, Henny Reistad og Mette Tranborg.