- Det bliver lidt en dagen derpå-kamp for os

11/10 - 2022

Kampen i Kvindeligaen mod Randers HK på onsdag kan blive vanskelig i sig selv, men for Team Esbjerg, der har en lang rejse i benene fra EHF Champions League Women-kampen i Rumænien, bliver det en øvelse i at præstere på et højt nok niveau til, at de to point kan komme i hus. Og det forventer cheftræner Jesper Jensen også, at holdet vil være i stand til.

For det er naturligvis ikke første gang, at holdet står overfor sådan en udfordring. Rejsen til Rumænien begyndte allerede i fredags, og mandag aften ankom holdet igen på dansk jord, desværre med et nederlag i tasken.

Derfor er det et spørgsmål, om holdet kan finde et spil frem, som vil være med til at give de to point. At det også er Randers HK på den anden side, hjælper ikke på det. De to hold har tidligere mødt hinanden i denne sæson, hvor de hele tiden lå og lurede på overraskelsen i Santander Cup, og det har Jesper Jensen ikke glemt.

– Det er lidt en dagen derpå-kamp. Mandag aften sad vi i en lufthavn i Rumænien, og derfor vil tanken ikke være helt fuld inden denne kamp. Det vil være for urealistisk at tro på. Men vi tror stadig på, at det, vi vil komme med, er nok, og det har vi vist flere gange før. Det er dog også en kamp, som er farlig, for hvis tanken ikke er fuld nok, så kan der komme nogle faresignaler undervejs. Og det så vi i Santander Cuppen, siger cheftræneren.

Kampen endte med en smal sejr på 20-22 i Kronjylland, men meget er sket på begge sider, siden det opgør. Team Esbjerg virker til at være et hold, der er ved at finde en rytme, som skal få dem langt i den hjemlige liga.

Men cheftræner Ole Bitsch har fået skabt et ungt og energisk hold i Randers, som Jesper Jensen ser mange styrker i, og de vil kunne skabe problemer mod et Team Esbjerg-hold, der ikke vil besidde de samme kræfter som normalt.

– De har et virkelig fint hold med mange dygtige spillere. Ole Bitsch har fået styr på dem, og de ved, hvad de vil. De er gode til at minimere fejlene under hans ledelse, og man skal være dygtig for at trække fra dem. Dét bliver så vores opgave, så vi kan minimere risikoen for, at de tager sejren, siger Jesper Jensen.

Han peger samtidig på, at det igen skal være modstanderen, som vinder over Team Esbjerg, mere end det er Team Esbjerg, der taber til dem. Hvis antallet af tekniske fejl forbliver lavt, og skarpheden foran målet er på samme niveau, som holdet har vist i de seneste kampe, tegner det til at blive til to point.

Nora Mørk tog ikke med til Rumænien, da hendes lår får tid til at komme sig. Om hun kommer med til dette opgør, er stadig tvivlsomt, men staben ser tiden an. Ellers er resten af truppen klar.

Team Esbjergs trup til kampen i Kvindeligaen mod Randers HK onsdag den 12. oktober kl. 18.30 i Arena Randers:

Målvogtere: Amalie Milling og Rikke Poulsen
Venstre fløj: Beyza Irem Türkoglu
Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen og Anne Tolstrup Petersen
Streg: Kathrine Heindahl, Vilde Mortensen Ingstad og Kaja Kamp
Bagspillere: Kristine Breistøl, Julie Bøe Jacobsen, Michala Møller, Nora Mørk, Henny Reistad og Mette Tranborg.