Silkeborg-Voel pressede på som frygtet, men Team Esbjerg tog sejren til sidst

19/10 - 2022

Farten fra Silkeborg-Voel KFUM var et af hovedpunkterne i optakten til Kvindeligaopgøret for Team Esbjerg. At lukke ned for den endte også med at blive den største hovedpine for hjemmeholdet, der først fik taget pusten ud af kampen i de sidste 10 minutter. Sejren på 34-29 fortalte ikke, hvor tæt kampen egentlig var.

Frygten for, at gæsterne ville komme med en fart, som hjemmeholdet ikke kunne matche, kom der glimt af gennem de første 30 minutter. Allerede i indledningen begyndte de som lyn og torden og bragte sig foran med 1-3, inden Team Esbjerg fik arbejdet sig ind i kampen med de næste tre mål.

Herefter begyndte en stillingskrig mellem de to mandskaber. Ingen gav noget væk på tavlen, og derfor fulgte de hinanden gennem første halvleg. Dog mest med værterne i teten, da de førte med to-tre mål. Men det var et Silkeborg-Voel, der begyndte at finde det hurtige spil frem igen.

Flere gange blev Team Esbjerg fanget på hælene efter en scoring, hvor en grønblusede spiller spurtede forbi med bolden til en scoring. Hvilket for hjemmeholdet var en skam, da de stod godt i det etablerede forsvar, hvilket gæsternes brug af syv mod seks-spillet vidnede om.

Samtidig brændte Team Esbjerg også for meget i deres egen kontrafase, og derfor var føringen ikke højere end på to mål – 16-14.

I anden halvleg fortsatte denne stillingskrig. Gæsternes fart kunne Team Esbjerg knap nok matche, og der var en følelse af, at hver gang hjemmeholdet jublede over en scoring, løb Silkeborg-Voel ned for udligne.

Gennem de første 20 minutter af anden halvleg var det også helt lige mellem de to mandskaber. Gæsterne kom op på 22-22, og frem til 27-27 var der parløb mellem holdene.

Med cirka 10 minutter igen fik Rikke Poulsen en bold i hovedet, og dette førte til en udvisning ifølge de nye regler, og i angrebet efter fik gæsterne endnu en udvisning, hvilket førte til 6-4 på banen. Dette var med til at ødelægge den rytme, som Silkeborg-Voel havde fundet, og Team Esbjerg scorede tre mål i træk.

Udeholdet fik reduceret lige efter, inden de igen røg ind i en udvisning, hvor Michala Møller eksekverede straffekastet. Dette satte gang i en ny 3-0-periode for Team Esbjerg, der dermed fik lukket kampen. Møller satte den sidste scoring ind på et straffekast, da haluret hylede.

Sejren på 34-29 var derfor ikke med til at fortælle, hvor tæt kampen egentlig var. For den kunne have gået begge veje. Og det var præcis også det, som cheftræner Jesper Jensen var bange for.

– Jeg havde frygtet, at det blev svært, jeg havde håbet, det blev nemmere, og jeg troede, at det skulle være lidt imellem. Silkeborg-Voel er bare et hold, som kan drille de store, for de kommer med en spillestil, som er ubehagelig at spille imod, når man selv har rigtig meget fysik, som skal til for at spille internationalt. Og så kommer der nogle, som er ekstrem dygtige på fødderne, og som er tro mod deres spillestil om bare at løbe og løbe og løbe, sagde Jesper Jensen efter kampen.

Han pegede igen på, at den korte mængde af tid, som holdet havde til forberedelse inden opgøret, også spillede ind. Den store sejr over Metz i søndags skulle også nydes, men der skulle stadig flere dage til, for at det ville have været mere kontrollerende.

– Vi forsøgte at holde styr på vores fundament, når vi skulle løbe hjem. Med det samme vi havde afsluttet, skulle alle løbe hjem, og det gjorde man nok ikke helt. Så var der lige en eller to, som hang lidt, og det var der, Silkeborg-Voel var så dygtige. Går man kampen igennem kan man sikkert finde personlige fejl, men vi skal også huske på, at vi havde en stor kamp i søndags, så det var ikke unormalt, at disse opstod. Men det var også det, som gjorde mig nervøs. For hvis vi bare havde en uge til denne kamp, så havde jeg ikke været så nervøs, men vi kom med en stor kamp i benene, sagde cheftræneren.

Næste kamp er der heller ikke meget forberedelse på. Søndag venter sidste opgør, inden klubhåndbold går på pause grundet EM. Kampen er mod Kastamonu fra Tyrkiet i EHF Champions League.

Kampen i tal:

Team Esbjerg – Silkeborg-Voel KFUM 34-29 (16-14)

Målscorere Team Esbjerg: Henny Reistad 9, Michala Møller 5, Beyza Türkoglu 4, Kaja Kamp 3, Kathrine Heindahl 3, Kristine Breistøl 2, Marit Røsberg Jacobsen 2, Anne Tolstrup Petersen 2, Julie Bøe Jacobsen 2, Vilde Mortensen Ingstad 2.

Topscorer Silkeborg-Voel KFUM: Natasja Andreasen 10.

Udvisninger:

Team Esbjerg: 3

Silkeborg-Voel KFUM: 7

2274 tilskuere i Blue Water Dokken.