Henny Reistad vil nå nye, høje mål med Team Esbjerg

20/10 - 2022

Hun kom til Danmark som et af kvindehåndboldens største talenter og Champions League-vinder med Vipers Kristiansand. I sin første sæson i Team Esbjerg foldede hun sig yderligere ud som den verdensstjerne, hun i realiteten allerede var.

Nu har Henny Reistad, 23 år, forlænget sin aftale med klubben med yderligere to sæsoner, så den udløber 30. juni 2025. Dermed kan den norske landsholdsspiller og den danske klub sætte sig nye, fælles sportslige mål.

– Jeg har overvejet alle muligheder grundigt for at være sikker på mit valg, men da jeg havde gjort det, var det egentlig ikke så svært. I Team Esbjerg kan jeg udvikle mig både som håndboldspiller og person, jeg er glad for at se holdkammeraterne hver dag, og klubben har sat sig nye mål i den tid, jeg har været her. Jeg får hele pakken, jeg er rigtig glad, og det har været en god dag at få skrevet under på en ny aftale, siger Henny Reistad.

I sin første sæson i Kvindeligaen kårede spillerne hende til en suveræn Årets Kvindelige Håndboldspiller og kvitterede dermed for, at hun med 245 mål, 114 assister og en position som MEP (most effective player) tilførte et nyt niveau i dansk klubhåndbold.

Cheftræner Jesper Jensen ser den nye aftale med Henny Reistad som et stærkt signal om, at klubbens kultur og høje ambitioner er i stand til at fastholde en spiller, som klubber i hele Europa taler om og bejler til.

– Henny er bevidst om, at vi slet ikke er i mål endnu, og hun kan se et potentiale i holdets fortsatte udvikling. Mange ynder at fortælle, hvor dygtig en håndboldspiller hun er, men jeg foretrækker at fremhæve, hvor dygtigt et menneske hun er. Hendes indblik i andre mennesker og hendes refleksion over sig selv gør hende til en stødpude for meget af det, der foregår i truppen, hvilket letter mit arbejde. Henny er tæt på det ultimative og sætter med sit hårde arbejde og sin seriøsitet en ny standard som både spiller og menneske, siger Jesper Jensen.

Bestyrelsesformand Bjarne Pedersen har i sine mange års virke i Team Esbjerg indgået mange aftaler med danske og udenlandske topspillere, men indskriver forlængelsen med Henny Reistad som en af de helt store i klubhistorien.

– Vi er trådt ind på den helt store scene, hvor topklubber i hele Europa har budt sig til, men hvor Henny Reistad har valgt at fortsætte sin udvikling og karriere i Team Esbjerg. Vi glæder os til at fortsætte samarbejdet med Henny, der kan være med til at bringe klubben helt til tops de kommende år. Det her er bare en helt vild dag for alle i og omkring klubben, og det har næsten ikke været til at holde ud at bære på den hemmelighed de seneste dage. Vi har sådan glædet os til at dele nyheden med alle i hele vores store håndboldfamilie, siger Bjarne Pedersen.

Henny Reistads chef i dagligdagen, Jesper Jensen, har flere gange fremdraget den norske spillers sjældne kombination af fysik og eksplosivitet, og hun har i tiden i Team Esbjerg lagt nye lag på sit spil. Det bedre sammenspil og sikkerheden i afleveringer til medspillere har givet hende nye muligheder i holdets tjeneste, som vil komme Team Esbjerg til gode både nationalt og i EHF Champions League.

– Hvis vi gør det rigtigt og formår at fordele spilletiden, så vi bevarer vores overskud af energi, kan vi udvikle os til at blive et bedre hold. Vi skal have ambitioner om at spille Final4 – og lidt til. I seneste sæson fik vi værdifulde erfaringer, som vi kan lære af, siger Henny Reistad.

Ved siden af håndbold på europæisk topniveau studerer den norske Europa- og verdensmester energi, miljø og fysik på fjernstudium. Når hun slapper af, foregår det enten med en bred vifte af holdkammerater eller med kæresten, håndboldspilleren Aksel Horgen, der befinder sig inden for halvanden times kørsel fra basen i Esbjerg.

Henny Reistad har hidtil spillet 53 A-landskampe og scoret 187 mål for Norge.