Ingen lette sejre findes i EHF Champions League
02/12 - 2022
Selvom lørdagens modstander i EHF Champions League Women – HC Lokomotiva Zagreb – endnu har sin første sejr til gode, så findes der ingen lette sejre i den fornemme turnering. Der skal slides på både fysikken og psyken, hvis det skal blive til to point for Team Esbjerg.
Dette er på trods af, at kroaternes resultater ikke er prangende. Nederlagene til Rapid Bucuresti og Buducnost var små, men de kom begge på hjemmebanen i Zagreb. På udebane er de et helt andet hold, og der har de lidt tre nederlag på mere end 16 mål.
Det er nat og dag for det kroatiske mandskab, og hvilken Team Esbjerg kommer til at møde, er ikke til at sige på forhånd. Derfor gælder det for danskerne om at levere under svære forhold.
– At tage på en udebane i Champions League og levere er svært. Spiller for spiller tror jeg, at vi er et dygtigere hold, men der kan ske mange ting. Balkan-tilskuere, en lang rejse og endnu et hotelophold efter en lang slutrunde, så vi har en stor respekt for at skulle ned at spille, siger cheftræner Jesper Jensen.
Han er dog lykkelig over, at de første to kampe efter slutrunden har vist, at holdet spillemæssigt er til stede. Nederlaget mod Ikast kom efter glimrende spil, mens Aarhus United hurtigt blev lukket ned.
For efter en slutrunde skal spillerne til at vænne sig til en anden spillestil igen, hvor også medspillerne rundt om dem ofte er en anden.
– De sidste to kampe har vist, at vi er kommet hurtigt tilbage. Vi har en norsk kæde, der kan spille sammen, og vi har en danske kæde, som kan spille sammen. Vi har også været relative hurtige til at finde tilbage i relationer igen efter slutrunden, siger cheftræneren.
Mødet mod Lokomotiva Zagreb er også et møde mellem to forskellige tilgange til håndbold, og det er også en variabel, som holdet skal forholde sig til.
– Spillestilen er en helt anden. Balkan-hold er meget anderledes, for de kører op og ned i tempo, mens den danske er mere struktureret. Ofte vil skandinaver opleve kampen som rodet på grund af spillestilen, men det er de vant til. De spiller ud fra, hvad de ser, i stedet for det, som de har forberedt, siger Jesper Jensen.
Rikke Poulsen sad over i kampen mod Aarhus United, og hun er tvivlsom. Det samme er Vilde Mortensen Ingstad og Marit Røsberg Jacobsen, der begge døjer med småproblemer. Staben i klubben følger deres situation nøje og evaluerer op til kampen.
Team Esbjergs trup til kampen i EHF Champions League Women mod HC Lokomotiva Zagreb lørdag den 3. december kl. 16.00 i SD Sutinska Vrela, Zagreb:
Målvogtere: Amalie Milling, Stine Lund og Rikke Poulsen
Venstre fløj: Beyza Irem Türkoglu
Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen og Anne Tolstrup Petersen
Streg: Kathrine Heindahl, Vilde Mortensen Ingstad og Kaja Kamp
Bagspillere: Kristine Breistøl, Julie Bøe Jacobsen, Michala Møller, Nora Mørk, Henny Reistad og Mette Tranborg.