Key Account Manager til Team Esbjerg

12/01 - 2023

Hos Team Esbjerg har vi travlt, og klubben er vokset støt gennem de senere år, derfor søger vi en energisk og udadvendt medarbejder til en nyoprettet stilling indenfor det kommercielle område i klubben.

Du bliver vores nye ansigt udadtil og en del af et salgsteam, der sammen skal løfte salget i klubben til nye højder. Du ser muligheder og er idérig på det kommercielle område, hvor du både skal forhandle årsaftaler og arbejde med kanvas salg til mindre projekter. Du skal skabe din egen kundeportefølje, og på sigt vil du også overtage og vedligeholde et antal eksisterende kunder. Du vil referere til klubbens direktør.

Dine primære opgaver vil være følgende:

  • Opsøge nye kunder og samarbejdspartnere
  • Salg og pleje af eksisterende kunder/sponsorer
  • Planlægning og afvikling af events og hjemmekampe
  • Planlægning og deltagelse i netværksmøder
  • Kanvas salg til TV-kampe, mindre projekter m.m.
  • Diverse administrative opgaver.

Hvem er du:

Som person er du udadvendt, positiv, glad og dygtig til at opbygge personlige relationer. Du har flere års erfaring indenfor salg og brænder for at skabe resultater. Du evner at holde mange håndbolde i luften på samme tid, og du trives i en til tider travl hverdag. Dit netværk findes i Esbjerg og omegn, hvor du har et godt kendskab til det lokale erhvervsliv.

Vi tilbyder:

  • En spændende og udfordrende arbejdsplads med højt til loftet og frihed under ansvar.
  • Opgaver med selvstændigt ansvar og mulighed for at sætte sit eget præg på klubben.
  • En dagligdag i et lille team af engagerede kollegaer, hvor ånden er familiær og tonen er uformel.
  • Stillingen er på fuld tid og du må påregne skæve arbejdstider ifm. kampe og andre events.
  • Frihed under ansvar, hvor du selv har indflydelse på opgaver og arbejdstid.
  • Løn efter kvalifikationer, bilordning og pensionsordning.

Ansøgningen:

Du skal sende din ansøgning og CV mærket ”Key Account Manager” via mail til hc@teamesbjerg.dk senest den 31. januar 2023.

Har du spørgsmål til stillingen er du velkommen til at kontakte direktør HC Warrer på ovenstående mail eller mobil 22486200.

Forventet tiltrædelse vil være foråret 2023.

Hvem er vi:

Team Esbjerg Elitehåndbold A/S er en professionel kvindehåndboldklub, der spiller i Kvindeligaen og i Champions League. Team Esbjerg har vundet det danske mesterskab i 2016, 2019 og 2020. Derudover har Team Esbjerg vundet pokalturneringen i 2017 og 2022.

Kontoret og administrationen er placeret i Blue Water Dokken, Gl. Vardevej 82, Esbjerg.