Team Esbjerg fandt spillet frem da det gjaldt
18/01 - 2023
SønderjyskE kom sprængtfuldt med selvtillid, som cheftræner Jesper Jensen havde advaret mod, og derfor endte det også med et tæt opgør i Kvindeligaen. Men det virkede til, at Team Esbjerg altid lige kunne finde et ekstra gear frem, når det blev spændende, og derfor blev det også til en sejr på 34-29.
Gæsternes tro på egne evner lyste ud af dem i kampens indledning. De kom med en masser af energi, og det var på et niveau, som Team Esbjerg ikke helt kunne matche. Hjemmeholdet fulgte dog med, men det var på samme højde som i søndags mod Rapid Bucuresti.
Mette Tranborg skød værterne i front med 6-4, men herefter fik sønderjyderne scoret tre i træk, og det tvang Jesper Jensen til en timeout. Dens umiddelbare effekt kunne dog ikke ses på måltavlen, da gæsterne kom op på 8-10, inden der blev foretaget nogle ændringer.
Rikke Poulsen begyndte at tage fra i målet, og det skabte et højt tempo i kampen, og det var et, som gæsterne ikke helt kunne følge med til. Tempoet fortsatte Team Esbjerg i de resterende 10 minutter af halvlegen, og det var med til at give dem en føring på 19-14.
– Vores første halvleg var sådan okay. Vi ville selvfølgelig gerne starte sådan en kamp bedre, men når vi så ikke fik det gjort, så var det egentlig godt at komme til pause med fem mål, og så burde kampen vel egentlig langt hen ad vejen være ovre på vores halvdel, sagde cheftræneren.
Samme tempo fandt Team Esbjerg dog ikke til de sidste 30 minutter. Snarere tværtimod. Gæsterne gik over i syv mod seks i offensiven, og det gav dem muligheder. Gang på gang kom de frem til gode chancer, som de var kyniske nok til at udnytte. Derfor blev femmålsforspringet hurtigt indhentet.
– Vores angrebsspil gik fuldstændig i stå, og det gik for langsomt, og vi kom slet ikke mod mål. Vi gjorde alt det, som SønderjyskE var rigtig gode til, sagde Jesper Jensen.
De kom op på 23-23, inden Team Esbjergs cheftræner følte sig nødsaget til at tage sin sidste timeout med et kvarter igen. Men denne gang fik det en stor effekt. Også på måltavlen.
Tempoet blev lige skruet lidt mere op igen, og offensiven fik bedre fat i den sønderjyske defensiv, der havde taget godt fra igennem opgøret. Da Marit Røsberg Jacobsen stjal sin anden bold i kampen og scorede på den følgende kontra, var femmålsføringen igen etableret.
Og denne fandt holdet en ro i. Det hele blev lidt mere afslappet igen, og det nød Team Esbjerg godt af. Det blev også til en sejr på fem mål i en kamp, hvor der også blev sparet nogle spillere, efter strabadserne fra i søndags.
– Kampen blev lidt rodet, for vi var måske ikke faldet helt ned efter kampen mod Rapid Bucuresti. Den sad måske ikke i benene, men nok mere i hovedet på os. Man stod med 2800 tilskuere i en fantastisk kamp til at stå i et midtugeopgør, og det var mentalt hårdt. Det skal vi se, om vi ikke kan håndtere lidt bedre næste gang, sagde Jesper Jensen efter opgøret.
Søndag skal holdet i kamp igen. Turen går mod nord, hvor Team Esbjerg skal møde Storhamar i EHF Champions League Women. En sejr er kravet, hvis holdet skal holde fast i troen på top to. Kampen går i gang klokken 16.
Kampen i tal:
Team Esbjerg – SønderjyskE 34-29 (19-14)
Målscorere Team Esbjerg: Mette Tranborg 8, Henny Reistad 8, Kristine Breistøl 5, Kaja Kamp 2, Michala Møller 2, Beyza Türkoglu 2, Marit Røsberg Jacobsen 2, Julie Bøe Jacobsen 2, Vilde Mortensen Ingstad 2, Anne Tolstrup Petersen 1.
Topscorere SønderjyskE: Mette Lassen, Louise Ellebæk og Sarah Dalsgaard Paulsen 6.
Udvisninger:
Team Esbjerg: 3
SønderjyskE: 2
1710 tilskuere i Blue Water Dokken.