Team Esbjerg skal følge op på sæsonens bedste kamp
31/01 - 2023
Den svære to’er. Målet for Team Esbjerg til kampen på Skanderborg Håndbold er simpelt. En sejr er naturligvis et krav, hvis holdet skal forblive i toppen af Kvindeligaen, men det skal også komme på en lignede måde, som sejren i København i weekenden kom på, og det bliver en svær opgave.
Holdet har vist i de seneste kampe, at takterne er lovende. Der er kommet en stabilitet og en kontinuitet, som Team Esbjerg har savnet hen over sæsonen, og den bliver vigtig at holde fast i. Det er nemlig den, som kan sætte en stime i gang. Og med stimer kommer en rolighed og en tro på egne evner.
– Vores mål er at bibeholde rytmen. Vi bliver ved med at have en følelse af, at kampen i København var en af de bedste i sæsonen. Der var en ro og rytme gennem opgøret, og det var bare fedt. Selvom vi brændte nogen chancer, så gik vi aldrig i panik over det. Der var en dejlig ro. Derfor vil jeg gerne se noget af det samme til dette opgør. Vi skal ikke blive overmatchet på intensitet, siger cheftræner Jesper Jensen.
Modstanderen i denne runde er Skanderborg Håndbold, der i øjeblikket indtager en sidsteplads i Kvindeligaen. De kommer dog fra en sejr over Ajax København, hvor de viste, at der aldrig er plads til en dårlig dag i den danske liga, for så kan alle slå alle. Samtidig har onsdagens modstander også kompetencer, som kan være svære at forberede sig på.
– Det bliver en kamp, hvor Skanderborg gerne vil vise, hvad de kan. De har mange dygtige spillere, hvor de skifter mellem seks-syv spillere i bagkæden. De har hver deres spidskompetence, som gør, at der er mange ting, vi skal forholde os til i forberedelserne, og det bliver svært at holde styr på. Samtidig har de også et større kendskab til os, end vi har til dem, siger cheftræneren.
I sidste ende bør der være forskel i niveauet på de to hold. Derfor tror Jesper Jensen også på, at den største trussel til kampen bliver Team Esbjerg selv. De skal for alt i verden undgå at vælte over egne ben.
– Vi skal undgå at komme til at true os selv. Hvis man kigger på de to hold, så er der en større styrke i vores trup. Hvis vi præsterer, så vinder vi også langt de fleste kampe. Men hvis man ser på vores kampe mod Ajax og SønderjyskE i denne sæson, så er der dygtige spillere i alle klubber i Danmark, siger Jesper Jensen.
Indbyrdes har Team Esbjerg haft teten. Seneste pointtab til Skanderborg er over seks år siden, og derfor er der også en tro på, at det kan blive til to point igen. Desværre er Mette Tranborg tvivlsom til opgøret, og hun vil blive testet op til kampen.
Team Esbjergs trup til kampen i Kvindeligaen mod Skanderborg Håndbold onsdag den 1. februar kl. 18.30 i Blue Water Dokken:
Målvogtere: Anna Kristensen, Amalie Milling og Rikke Poulsen
Venstre fløj: Beyza Irem Türkoglu
Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen og Anne Tolstrup Petersen
Streg: Kathrine Heindahl, Vilde Mortensen Ingstad og Kaja Kamp
Bagspillere: Kristine Breistøl, Julie Bøe Jacobsen, Michala Møller, Nora Mørk, Henny Reistad og Mette Tranborg.