Stadig meget på spil for Team Esbjerg trods fastsat placering
13/03 - 2023
Andenpladsen kan der ikke ændres på, mens førstepladsen virker usandsynlig. Der venter dog stadig to runder i Kvindeligaens grundspil, og selvom der på papiret ikke meget at spille om, vil Team Esbjerg stadig gå ind til de to resterende kampe med en sejr for øje. Den første mulighed er tirsdag, hvor de tager mod øst for at møde Horsens Håndbold Elite.
Opgøret mod Horsens kommer efter en række af gode resultater i ligaen. 12 kampe i træk uden nederlag, hvoraf de seneste 10 har været sejre. Det mest imponerende ved denne statistik er dog, at de 10 kampe i gennemsnit er vundet med mere end ni scoringer.
Det vidner om et hold, der efter et formneddyk i december er kommet ud på den anden side med en skræmmende styrke. Holdet bliver ved med at snakke om at holde rytmen, og det er den, som holdet gerne vil beholde frem til slutspillet. Og så har det ikke den største betydning, at førstepladsen er ude for rækkevidde.
– Vi skal spille for at holde rytmen. Vi skal sætte os i en god position til at holde vores flow. Vi henter ikke Odense, og det er vi også helt afklaret med, så nu skal vi ind i slutspillet og i de afgørende måneder med en god følelse, og den har vi lige nu, siger cheftræner Jesper Jensen, om de to sidste kampes betydning.
Den første er som tidligere skrevet mod Horsens Håndbold Elite. De ligger i øjeblikket på en niendeplads, á point med Aarhus United på den slutspilsgivende ottendeplads. De har derfor masser af spille for. Derfor skal Team Esbjerg finde det samme spil frem, som har sat dem i den position, som de er i lige nu.
– Vi vinder ved at stille til kamp med samme indstilling og gode karakter, som vi har gjort på det seneste. Vi skal fortsætte med at stole på hinanden, og så kommer alle med power og energi til opgøret. Vi kommer også ind til kampen med en bevidsthed om, at det er i disse måneder, at sæsonens skal afgøres. Vi er i en god forfatning, og den skal vi beskytte ved at vinde, siger Jesper Jensen.
Holdets tilgang ændrer sig ikke, selvom de to slutspilspoint er hjemme. Holdet vil vinde og går til kampen efter de to point, forsikrer cheftræneren.
– Intet er anderledes. Det gør ingen forskel, at andenpladsen nu er sikret. Vi ved, hvad vi vil. Vi skal ikke opfinde den dybe tallerken inden slutspillet. Vi er tilfredse med det, vi har, og så vil vi nok ændre på nogle småting, som foråret skrider frem, siger han.
Til sidst tilføjer Jesper Jensen, at holdet er klar. Kun Michala Møller, der heldigvis slap for at skulle gennem en operation, er ude af kampen.
Team Esbjergs trup til kampen i Kvindeligaen mod Horsens Håndbold Elite tirsdag den 14. marts kl. 18.30 i Forum Horsens:
Målvogtere: Anna Kristensen og Amalie Milling.
Venstre fløj: Beyza Irem Türkoglu
Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen og Anne Tolstrup Petersen
Streg: Kathrine Heindahl, Vilde Mortensen Ingstad og Kaja Kamp
Bagspillere: Kristine Breistøl, Julie Bøe Jacobsen, Nora Mørk, Henny Reistad og Mette Tranborg.