48 timer senere og AGF venter i Santander Cup
12/05 - 2023
Med et slutspil i Kvindeligaen, der har fundet sin afgørelse med en runde igen, og et EHF Champions League Women, hvor Team Esbjerg har fundet sin semifinalemodstander, kommer Santander Cuppens 6. runde som et afbræk fra vitale kampe, hvor minutters genialiteter eller uheld kan blive sæsondefinerende.
Modstanderen i denne omgang er AGF Håndbold, som sluttede på en niendeplads i 1. Division. Dermed går Team Esbjerg ind som storfavoritter mod et upåagtet hold. De bringer dog mere kvalitet end seneste pokalmodstander, Gødvad GIF, besidder. Men esbjergensernes kvalitet er større. Selv med en kamp i benene kun to dage forinden.
– Kampen kommer kun 48 timer efter, vi slog Silkeborg-Voel i Kvindeligaen, men vi skal tage derop og sørge for at komme videre i turneringen, og det skal gerne være uden de store problemer. Vi skal kunne være det bedre hold, så det handler for os om at fordele spilletiden og få beskyttet os selv, inden vi går ind i et hård program. Så vi passer lidt på de spillere, som har haft et hårdt program, og som har haft småproblemer, siger Jesper Jensen, der slår fast, at holdets fokus er at vinde.
– Vi har de sidste to år mærket, hvor fedt det er at vinde denne turnering, og det vil vi gerne igen, så vi skal videre til næste runde. Det er første prioritet. Nogen skal så spille lidt mere end andre, men ingen af spillerne skal brænde ud.
Derfor har Jesper Jensen også kun valgt at give Kristine Breistøl pause, mens resten af holdet kan forvente spilletid. Kun Michala Møller er der et lille spørgsmålstegn ved.
Cheftræneren har valgt ikke at tage nogle ungdomsspillere med til kampen. Holdet er inde i en god rytme, og den er der ingen grund til at ødelægge.
– Vi kender ikke så meget til AGF, så de kommer sikkert til at overraske med nogle forskellige ting. Men den kvalitet og rytme, som vi kommer med, skal være nok til at slå et hold, der endte i midten af 1. division, siger Jesper Jensen
Denne kamp i Santander Cuppen er den sidste på denne side af sommeren. Ved næste sæsons begyndelse spilles næste runde, som vil være ottendedelsfinalen.
Team Esbjergs trup til kampen i Santander Cup 6. runde mod AGF Håndbold fredag den 12. maj kl. 17.30 i Ceres Park:
Målvogtere: Anna Kristensen og Amalie Milling
Venstre fløj: Sanna Solberg og Beyza Irem Türkoglu
Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen og Anne Tolstrup Petersen
Streg: Kathrine Heindahl, Vilde Mortensen Ingstad og Kaja Kamp
Bagspillere: Julie Bøe Jacobsen, Michala Møller, Nora Mørk, Henny Reistad og Mette Tranborg.