Team Esbjerg tager ny stor skalp på hjemmebane
23/09 - 2023
Opgøret mod Metz Handball blev præcis så tæt som forventet. Gæsterne gjorde gennem første halvleg livet svært for Team Esbjerg, men i anden halvleg var rollerne byttet rundt, og derfor endte det med en smal sejr i Blue Water Dokken på 29-27 i EHF Champions League.
Gennem de seneste sæsoner har Team Esbjerg og Metz spillet drabelige kampe, og denne aftens opgør var ingen undtagelse. Frankmændene var kommet for at stjæle to point, og det var tydeligt fra kampens indledning.
Her begyndte de nemlig bedst. Offensivt havde de ikke store problemer med at spille gennem det danske forsvar, og gang på gang var det til stregen. Det blev til flere scoringer, og de fik opbygget en lille føring. Den danske offensiv havde udfordringer. De kom frem til afslutningerne, men de var ikke med høje procenter for scoringer.
I de første 20 minutter jagtede Team Esbjerg hele tiden Metz, der holdt værterne væk i armslængde, og netop som danskerne fik kontakt, trak udeholdet lidt væk igen. Først hen mod slutningen lykkedes det at holde bedre fat, og føringen var på kun et mål i pausen.
Anden halvleg begyndte med Kristine Breistøl, der hamrede en udligning i kassen, inden to udvisninger til Team Esbjerg var med til at gøre lydniveauet i Blue Water Dokken næsten ulideligt. Tilskuernes utilfredshed var med til ruske mere kampgejst ind i hjemmeholdet, som tog mere fra i forsvaret.
Da Sanna Solberg fik scoret til 23-22, var det den første danske føringen siden 2-1. Det blev også for meget for den franske træner, der tog en timeout. Herefter fulgte de hinanden ad frem 25-25 med 10 minutter igen.
Forsvaret trådte nu for alvor i karakter. De forcerede flere fejl, og gav Anna Kristensen mere at arbejde med, og det kvitterede hun med flere store redninger. Blandt andet på en åben kontra, som senere førte til en Rikke Iversen-scoring til 27-25 med fem minutter igen.
Louise Burgaard fik reduceret, og med to minutter igen havde Team Esbjerg chancen for at afgøre kampen, og det kunne Blue Water Dokken mærke, idet de rejste sig for at heppe bolden i mål. Henny Reistads skud ramte træværket, men Rikke Iversen fik riposten og tilkæmpet sig et straffe i samme moment. Det tog Nora Mørk, og nordmanden var kølig.
Metz fik hurtigt reduceret til 28-27, og i samme ombæring fik Sanna Solberg også en udvisning. Udeholdet gik frem i et helbanepres, og med en arm oppe fik Kristine Breistøl kæmpet sig fri, og med fem sekunder igen scorede hun det afgørende mål.
– Det holdt hårdt, men det var også forventeligt. Det er et af de hold, som har lavet de bedste gennemsnits resultater over de seneste otte år i Champions League. Det er et notorisk tophold i turneringen og er næsten altid etter eller toer i deres gruppe, så vi skal være stolte over sejren, sagde cheftræner Jesper Jensen.
Det var først hen mod anden halvleg, at Team Esbjerg fik kæmpet sig rigtigt ind i kampen. Opgøret balancerede på en knivsæg, men danskerne bevarede køligheden.
– Vi var fysiske i anden halvleg, og det prøvede vi også at være i første. Vi forsøgte at gøre dem møre, og det lykkedes, for jeg syntes, at vores forsvar havde mere succes i anden halvleg, og det kan også tilskrives, at vi havde tappet dem for kræfter stille og roligt, sagde cheftræneren, der understreger vigtigheden i sejren.
– Vi kan første se mod slutningen, hvor vigtig denne sejr kan gå hen at blive, men vi har nu lykkedes at holde hjemmebanen mod to gode hold i Rapid Bucuresti og Metz. Nu skal vi så til Kristiansand, og hvis vi havde tabt, så havde vi været noget mere under pres for at vinde i Norge, så det var en vital sejr i dag.
Kampen mod Vipers Kristiansand er næste weekend. Inden skifter Team Esbjerg Gl. Vardevej ud med Varde. Mere bestemt Vestjyst Bank Sportium. Her skal de møde Horsens Håndbold Elite i et hjemmebaneopgør. Årsagen til at kampen spilles 15 minutter kørsel fra Esbjerg skal findes i, at Blue Water Dokken skal bruges til en stor dartturnering. Kampen mod Horsens spilles på onsdag klokken 18.30.
Kampen i tal:
Team Esbjerg – Metz Handball 29-27 (16-17)
Målscorere Team Esbjerg: Henny Reistad 8, Kristine Breistøl 7, Nora Mørk 6 (4), Sanna Solberg 5, Rikke Iversen 2, Kaja Kamp 1.
Topscorer Metz Handball: Louise Burgaard 6.
Udvisninger:
Team Esbjerg: 3
Metz Handball: 1
2037 tilskuere i Blue Water Dokken