Skræmmende defensive sender Team Esbjerg tættere på titelforsvar

01/11 - 2023

I anden halvleg balancerede opgøret mellem Team Esbjerg og Ikast Håndbold på en knivsæg, men en uimodståelig defensiv præstation, som lagde op til en storspillende Anna Kristensen i målet, gjorde, at esbjergenserne tog den fjerde og sidste plads i Santander Cup Final4.

Opgørene mellem Ikast Håndbold og Team Esbjerg plejer at blive intense, og denne kvartfinale i Santander Cup var ingen undtagelse. I de første 30 minutter lykkedes det ikke nogle af holdene, at skabe et større overtag.

Team Esbjerg var dog i front og havde mest momentum i første halvleg, men nogle udvisninger kostede lidt i den rytme, som holdet var begyndt at skabe på banen. Kampen bølgede mellem plus tre til fire i udeholdets favør, men hjemmeholdet var hele tiden inde for rækkevidde, og derfor var intet afgjort.

I anden halvlegs indledning ramte værterne et højere tempo, som Team Esbjerg ikke helt var med på, og de fik hentet et stykke af det forspring, som holdene gik til pause med. Flere gange havde Ikast muligheden for at komme op på lige fod, men forsvaret og Anna Kristensen holdt stand.

Værterne havde chancen for 16-16, men herefter fandt den esbjergensiske defensiv nøglen til at stoppe Ikasts stærke offensiv. Gang på gang løb de hovedet mod en mur, der var bygget op af murermestrene Kathrine Heindahl og Rikke Iversen.

Ikast kunne ikke score, og Team Esbjerg kørte videre i en offensiv, der trods enkelte koncentrationsfejl stadig leverede, og som skabte et forspring, der eksploderede fra 15-16 til 17-26.

Udeholdet kom også foran med 10 med fem minutter igen, hvor kampen blev lukket. Dermed var det kosmetisk, at de sidste fire kom fra en Ikast-hånd.

– Vores defensiv og Anna Kristinsen var afgørende i dag. Der var stor forskel på antallet af redninger, og når det er så mange, så gør det også en stor forskel oppe på tavlen. Vi ledte lidt efter det i de første 35 minutter, men så gælder det om at finde tilbage til basen, og den ved vi er stærk, sagde cheftræner Jesper Jensen.

De to seneste pokalfinaler er blevet vundet af Team Esbjerg, og det er nu tredje gang i træk, at klubben deltager i Santander Cup Final4.

Umiddelbart efter kampen blev der trukket lod om modstanderen i semifinalen, og her skal Team Esbjerg møde Odense Håndbold, mens den anden semifinalen er mellem Viborg HK og Nykøbing F. Håndbold. Hvor Final4 skal spilles er endnu uvist.

Næste kamp er i Kvindeligaen, hvor modstanderen er en anden deltager i Santander Cup Final4. Viborg HK tager mod Team Esbjerg på lørdag klokken 15.

Kampen i tal:

Ikast Håndbold – Team Esbjerg 22-28 (12-15)

Målscorere Team Esbjerg: Nora Mørk 7 (1), Kristine Breistøl 5, Kaja Kamp 4, Sanna Solberg 3, Henny Reistad 3, Michala Møller 2, Kathrine Heindahl 1, Rikke Iversen 1, Marit Røsberg Jacobsen 1, Anne Tolstrup Petersen 1.

Topscorer Ikast Håndbold: Ingvild Bakkerud 6.

Udvisninger:

Team Esbjerg: 4

Ikast Håndbold: 2

I IBF Arena.