Julegaven til håndboldfolket: Nora Mørk tager to år til

22/12 - 2023

Det gav genlyd i internationale håndboldkredse, da Nora Mørk i sommeren 2022 skiftede fra Champions League-vinderne Vipers Kristiansand til Team Esbjerg, og at hun endog selv havde henvendt sig til klubben tiltrukket af det stærke træningsmiljø.

Den norske verdensstjerne fandt, hvad hun søgte, og nu har hun forlænget aftalen med Team Esbjerg med to sæsoner frem til 30. juni 2026.

– Ja, jeg har været glad for at komme til Team Esbjerg og den danske liga. Jeg havde andre tilbud, men foretrak at være i Danmark tæt på mit hjemland og at være i en klub med høje europæiske ambitioner. Vi er et godt miks af unge spillere på vej frem og mere erfarne spillere, der er langt fremme i karrieren. Og så har vi den bedste arena at spille på i Danmark, og hele byen bakker op om holdet, siger Nora Mørk, 32 år.

Med landsholdsdebut i 2010 har hun spillet 181 landskampe og scoret 872 mål. Hun var ude med en skade, da Norge senest vandt OL-guld i 2012, og derfor er det store mål at vinde den eneste titel, hun mangler, ved OL i Paris i 2024. På klubholdet deler hun ambitioner med både den nuværende og den kommende cheftræner i Team Esbjerg, og hun er med seks Champions League-titler i tre lande en vigtig drivkraft i at nå langt i turneringen.

– Nora har en uvurderlig erfaring i at vinde og en fantastisk mentalitet. Hun er en af verdens bedste spillere og den bedste garanti for, at det kollektive angrebsspil fungerer. Derfor er hun vigtig for klubben og mig som kommende træner. I denne sæson har hun trukket et stort læs under Mette Tranborgs skade og Henny Reistads periode med lidt ud og ind af holdet på grund af skader. Nora formår med sin store spilforståelse at styre spillet, og det er rigtig godt at få hende på plads til de næste sæsoner, siger Tomas Axnér, der tiltræder som cheftræner 1. juli 2024.

Nora Mørks nuværende cheftræner, Jesper Jensen, forberedte sig på at møde den verdensdame og rebel, medier havde udstyret hende med et ry for at være, da hun tiltrådte for halvandet år siden. Virkelighedens Nora viste sig at være et helt andet ydmygt, varmt og omsorgsfuldt menneske, som ikke ville rokke ved, hvad der fungerede så godt i klubben.

– Jeg havde faktisk ventet, at Nora ville sparke døren ind og bryde igennem lydmuren. Efter et halvt år måtte jeg sige til hende, at hun manglede noget. Hun skulle med sin vinderindstilling og ekstreme spilintelligens gøre os bedre som hold. Siden har hun ikke set sig tilbage og har reetableret sig som en af verdens bedste spillere. Det er superfedt og nærmest lidt bevægende, siger Jesper Jensen. 

Nora Mørk genkender det billede, Jesper Jensen tegner af hendes første tid i klubben og den ændring, han var med til at udvirke.

– Jeg er ganske stille og rolig uden for banen, og jeg ville have min base på plads, inden jeg blev mere udfarende. Men hvis du spørger nu, tror jeg nok, de andre spillere vil sige, at jeg tager lidt mere plads. Jeg ønsker, at holdkammeraterne skal kunne komme til én, og at de kan lide mig, siger Nora Mørk.   

Hun har opholdt sig nogle dage i Berlin, hvor kæresten, svenske Jerry Tollbring, nu spiller efter skiftet fra GOG til danskerklubben Füchse Berlin. Derefter står den på jul hjemme i Norge.