Kontrolleret indsats gav storsejr over Viborg HK

06/03 - 2024

I de første 30 minutter kunne det have gået grueligt galt for Viborg HK i onsdagens Kvindeliga-kamp i Esbjerg. Hjemmeholdet havde styr på tingene, men små fejl og manglende skarphed gjorde, at opgøret ikke var helt lukket, da de to hold gik til pause. Alligevel var det en seksmålsføring, som Team Esbjerg gik i omklædningsrummet med, og den hentede udeholdet ikke i anden halvleg.

Kampe efter landsholdspauser har det ofte med at blive lidt rodet, og det var der også glimt af i dette opgør.

Team Esbjerg begyndte bedst, og i særdeleshed Anna Kristensen, der med tre redninger på de første tre skud var med til fortælle Viborg-mandskabet, at hun havde en af de der dage. Dage, hvor hun ruller jerngitteret ned.

Hun stod på 60 procent efter de første 30 minutter, og det er ofte med til at give et enormt forspring til Team Esbjerg, men det var ikke helt gældende.

For selvom hjemmeholdet kom frem til mange store muligheder, så blev det hen mod slutningen af første halvleg lidt sjusket. Samtidig stod Viborg-keeperen også godt, men føringen på 15-9 kunne have været større. Meget større.

– Der var en periode på nogen minutter i begge halvlege, hvor jeg syntes, det var lidt ikke-kynisk. Resten af spillet var flot, forsvaret stod godt og Anna stod godt. Og med hendes præstation i første halvleg havde vi muligheder for at have ført med 11. Men inde for få minutter lavede vi tre tekniske fejl og brændte fire åbne chancer, sagde cheftræner Jesper Jensen.

Alligevel virkede Team Esbjerg til at være kontrol. Føringen blev langsomt udbygget for hver mulighed, og op gennem anden halvleg begyndte hjemmeholdet også at flirte med en tocifrede føring.

Den kom cirka halvvejes inde, da Henny Reistad med sin sjette ud af syv scoringer gjorde det til 24-14. Og så betød det ikke så meget, at de to hold igen ramte cifrene på 29-20 til Team Esbjerg. Ligesom de også gjorde i den forhenværende kamp. Det var nemlig på det tidspunkt, at Viborg scorede otte mål i træk.

Flashbacket kom aldrig, og i stedet holdt esbjergenserne midtjyder væk i armslængden gennem resten af kampen. Sejren blev også på de 10 mål – 34-24. Dog stadig med enkelte perioder, hvor spillet ikke var lige kønt.

– I første halvleg havde vi okay styr på vores forsvar, og Anna stod vældig godt, men så har vi lidt en periode, hvor vi lavede nogen fejl og ikke helt kunne knække kampen. Men vi spillede en kontrolleret kamp, hvor det dog blev lidt slapt i anden halvleg, men det er typisk efter en uge med landskampe. Forhåbentlig kan vi bygge videre på denne, sagde Kristine Breistøl, der igen organiserede en stærk defensiv og pyntede det med to kasser.

Men at stå med en 10-målsejr over en mulig kommende modstander i slutspillet og stadig sige, at det kunne have været bedre, er en luksus, som få har.

– Det fortæller også lidt om, hvor fint vi spillede i de andre 50 minutter. Det er superflot, og vi er meget glade for det. Jeg synes, vi står et godt sted, men det er svært at vurdere. Så jeg glæder mig til at møde Ikast, som måske er et af de allerbedst spillende hold i øjeblikket, og som har spillet helt fantastisk, sagde en tilfreds Jesper Jensen.

Og netop det opgør kommer på lørdag. En direkte duel om sejren i grundspillet. Ved uafgjort vil førstepladsen være hjemme, idet der vil være fire point, der skiller dem, og Team Esbjerg vil være bedre indbyrdes. Faktisk skal Ikast vinde med mere end otte mål, hvis de skal være bedre indbyrdes.

Men Ikast viser storspil og har gjort det over en længere periode. Derfor bliver det en topkamp der er Champions League værdig. Opgøret går i gang klokken 16 i Ikast.

Kampen i tal:

Team Esbjerg – Viborg HK 34-24 (15-9)

Målscorere Team Esbjerg: Henny Reistad 7, Live Rushfeldt Deila 5, Sanna Solberg 5, Kaja Kamp 3, Nora Mørk 3 (2), Rikke Iversen 3, Michala Møller 2 (1), Kristine Breistøl 2, Luciana Rebelo 1, Marit Røsberg Jacobsen 1, Anne Tolstrup Petersen 1, Julie Bøe Jacobsen 1.

Topscorer Viborg HK: Christina Pedersen 7 (2).

Udvisninger:

Team Esbjerg: 2

Viborg HK: 2

2317 tilskuere i Blue Water Dokken.