Sæsonen - og æraen - slutter med en sejr og medaljer
02/06 - 2024
62 kampe har Team Esbjerg spillet i denne sæson, og med en sejr i den sidste, blev der sat et punktum for en periode med mange sejre, få nederlag, store skuffelser, men i det mindste med en glædelig afslutning.
Dermed sluttede også en syv årige periode med Jesper Jensen ved roret, hvor Team Esbjerg det meste af tiden var med til at skabe historie. Både nationalt og til sidst også internationalt, da de vandt over Metz Handball i EHF Champions League og skaffede de første medaljer i turneringen til Danmark i 14 år.
Første halvleg var meget mere tempofyldt end opgøret i semifinalen. Samtidig virkede Team Esbjerg også meget mere fri. Henny Reistad havde en af de der dage, og hun stod også for holdet tre første mål. Men det skulle blive til mange flere.
Desværre havde Metz ikke de første udfordringer med at komme frem til chancer, og derfor lykkedes det dem at følge med på måltavlen, selvom der var en følelse af, at Team Esbjerg havde teten.
Der kom flere gode forsvarsstop, men der var problemer med at gøre det ved hver aktion, og det var derfor, at franskmændene blev ved med at hænge på. Den sidste kynisme manglede, når man fik sendt dem ud i tovene.
Eksemplificeret ved afslutningen på de første 30 minutter, hvor Team Esbjerg kunne have taget til pause med en føring, men hvor Metz stod for de to sidste mål. Og så var det ligegyldigt, at Reistad havde brændt banen af med 10 scoringer, når det hele stadig var lige.
Metz prøvede i anden halvleg at dække mere offensivt for at få ramt på Reistad, og det lykkedes med det, da nordmanden ikke var nær så synlig, men så trådte en anden nordmand i stedet til.
Nora Mørk havde kun været på banen i forbindelse med straffekast og overtal, men i anden halvleg fik hun en mere fremtræden rolle. Især da det lykkedes Team Esbjerg at skaffe mange straffekast. Ni i alt, og faktisk var Mørk 100 procent på dem alle, også viste det sig, at hun også havde en af de der dage.
Alt var stadig tæt, da de gik ind til de sidste 10 minutter. Henny fik banket sit 12. mål i kassen, og da Anna Kristensen kom i vejen for en afslutninger havde Team Esbjerg chancen for at komme foran med tre, og det skete, da de fik et straffekast. For frem trådte Nora Mørk…
Føringen holdet danskerne hele tiden, og når det lykkedes Metz at få reduceret, svarede Team Esbjerg altid igen i den anden ende. Med under fem minutter igen kunne franskmændene have reduceret yderligere, men Michala Møller stjal bolden, og Anne Tolstrup Petersen kvitterede i den anden ende med et mål til 34-31.
Det blev til endnu et stop på en blokering, og det begyndte efterhånden at dufte lidt af medaljer, da Henny Reistad fik sat sit 13. og sidste mål i kassen til 35-31. Metz prøvede at holde farten i vejret, men da Kristine Breistøl med to minutter igen blokerede endnu en afslutning, var sejren i hus. Mørk satte et punktum ved at score sit 13. mål for så at trække en angrebsfejl i forsvaret efter. Jublen kunne herefter bryde ud.
– Det giver en god følelse. En følelse af at vi kan snakke om, at sæsonen har været rigtig godt, i stedet for at vi skal ud at forklare, hvorfor vi ikke vandt en kamp til Final4. Og det syntes jeg, var vigtigt. Internt giver det os endnu en sten i muren til den kultur, som vi har. Spillerne har knoklet løs for hinandens skyld, og i dag lavede Nora og Henny 13 mål hver, men der er rigtig mange mennesker, der har arbejdet helt sindssygt de sidste 22 timer for at få det til at lykkedes, og det er det, vi kan som gruppe. Vi gør alt for hinanden. Nogen havde mere brug for en krammer end andre i går, og i dag står vi så sammen med en bronzemedalje, sagde cheftræner Jesper Jensen.
Han var en eftertragtet herre denne søndag i MVM Dome, og flere gange fortalte speakeren også, at det var Jespers sidste kamp. Derfor var det enormt betydningsfuldt, at det kunne ende på en succes.
– Jeg har det godt, men jeg bliver helt sikkert ked af det hen over tid, og jeg bliver ked af det, når vi kommer til at snakke om det, men jeg har det rigtig godt med, at vi fik sluttet sådan her af. Jeg er megastolt over det arbejde, som vi har lavet. Både over de seneste 12 måneder, men også de 12 måneder forinden. Jeg syntes, at i de syv år jeg har været med, har der været en langsom, positiv progression, og bare de tre Final4-stævner har vi været bedre og bedre, og hvis vi ikke har haft de skader, så kunne det måske have været os inde til finalen, sagde Jesper Jensen, der holdt sine følelser i skak.
Om det også bliver tilfældet mandag må tiden vise. Esbjerg har det med at kunne fejre sin helte, og mandag eftermiddag bliver det ingen undtagelse. Torvet bliver lavet om til en stor fest, når Team Esbjerg-holdet skal modtage en fornem hyldest. Holdet ankommer kl. 17 direkte fra lufthavnen.
Kampen i tal:
Team Esbjerg – Metz Handball 37-33 (18-18)
Målscorere Team Esbjerg: Henny Reistad 13, Nora Mørk 13 (9), Sanna Solberg 4, Rikke Iversen 3, Anne Tolstrup Petersen 2, Kaja Kamp 1, Kristine Briestøl 1.
Topscorer Metz Handball: Alina Grijseels 10 (3).
Udvisninger:
Team Esbjerg: 4
Metz Handball: 3
I MVM Dome, Budapest.