Jagten på timing og kampform fortsætter i Horsens

31/08 - 2024

Sejren var ikke køn, men det var ikke desto mindre en sejr, som Team Esbjerg fik i Sparekassen Danmark Super Cup tidligere på ugen. Det var tydeligt, at holdet manglede timing og en fælles forståelse, og det er den, de arbejder på at finde. Her kommer Santander Cup-opgøret mod Horsens Håndbold Elite til at være en vigtig brik.

For selvom træningspassene op til Super Cup-triumfen havde været på højt niveau, er det noget helt andet at stå i kampsituationer mod et mandskab, der giver alt for at vinde. Af den grund skal kampene i begyndelsen af en sæson bruges på at stille skarpt på kampformen, og i dette opgør bliver det ikke anderledes.

Samtidig kan den tætte afgørelse i kampen fra i onsdags også bruges som en påmindelse om, at intet kommer let.

– Jeg synes, at vi har haft nogen gode træningspas, og jeg tror også, at det er godt for os, at vi havde en kamp, hvor ikke alt kørte. Nu har vi fået lidt mere træning i benene, og forhåbentlig kommer vi til at stå bedre og være et bedre hold, siger Tomas Axnér.

Søndagens modstander, Horsens Håndbold Elite, kommer helt sikkert med en tro på, at de kan lave en overraskelse. Men i modsætning til Team Esbjerg, hvor truppen ligner meget den fra i fjor, har østjyderne skiftet stort ud.

Derfor er der næsten tale om et helt andet hold end det, der var tæt på at skulle spille om at blive i Kvindeligaen.

– De har skiftet meget ud, og de har fået mange unge, talentfulde spillere ind. De kommer til at spille med høj fart, og hvis man ikke spiller godt, så bliver det en svær modstander. Men vi har omvendt også kompetencer på vores hold, som få i Danmark har, og derfor går vi efter at vinde, siger cheftræneren.

Fremfor alt gælder det om at spille sig videre til næste runde af Santander Cup, men holdet håber også på, at kunne se en tydelig udvikling i spillet i forhold til seneste kamp. For naturligvis har OL-spillerne opbygget en kampform fra turneringen i Paris, men dem, der ikke var afsted, skal også bygges op.

– Vi må også tænke på, at der var flere, som ikke var til OL, og der er brug for at finde tid og timing. Der er mange, som har spillet en del kampe, men der er også flere, som ikke har, og her skal kollektivet stå sin prøve, siger Tomas Axnér.

Lucy Rebelo vred om på foden tidligere på ugen, og derfor er hun tvivlsom til kampen, hvor resten af mandskabet heldigvis er klar til at holde titelforsvaret kørende i Santander Cup.

Team Esbjergs trup til kampen i Santander Cup ottendedelsfinale mod Horsens Håndbold Elite søndag den 1. september kl. 16.00 i Forum Horsens:

Målvogtere: Anna Kristensen og Amalie Milling
Venstre fløj: Elin Hansson og Sanna Solberg
Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen og Anne Tolstrup Petersen
Streg: Kathrine Heindahl, Rikke Iversen og Kaja Kamp
Bagspillere: Live Rushfeldt Deila, Line Haugsted, Michala Møller, Nora Mørk, Luciana Resende Rebelo, Henny Reistad og Mette Tranborg.