Champions League bringer det bedste frem i truppen

05/10 - 2024

Med en sikker sejr over Ringkøbing Håndbold lykkedes det Team Esbjerg at komme tilbage på sejrssporet igen efter et hjerteskærende nederlag i sidste uge til Brest i EHF Champions League. Nu gælder det om at få den vindende følelse tilbage i den internationale turnering, og cheftræneren er overbevist om, at holdet er klar til at sende Rapid Bucuresti hjem med et nederlag.

Men hvis det skal ske, skal holdet finde mere vildskab frem. Tomas Axnér eftersøgte det lidt i onsdags, hvor han kaldte kampen ”en cola uden bobler.” Cheftræneren er dog ikke bekymret for, at det ikke kommer til at ske.

For Champions League-opgør byder på noget helt andet, som kampe i Kvindeligaen ikke kan, og derfor forventer han, at kampen kommer til at have mere tænding.

– Ellers har vi en sodastream ude bagved. Ej, motivation og tænding kommer automatisk i Champions League, når vi møder hold med mere kvalitet. I ligaen ved spillerne, at vi oftest er stærkest, og derfor er det nemmere at finde ekstra power i disse kampe, hvor motivationen kommer af sig selv, siger Tomas Axnér.

Motivation til at vinde har alle, men det er ikke altid nok. Der skal også være kvalitet i aktionerne og fart i spillet, før det kan blive til to point. Især i Champions League, hvor man i hver uge møder de bedste af de bedste.

– Vi skal være der 100 procent, og vi skal vinde duellerne. Der skal en god præstation til mod så godt et hold, men hvis vi rammer et højt niveau, så har vi også gode muligheder for at vinde kampen, siger cheftræneren og uddyber:

– Vi skal sætte tempoet i kampen, og vores kontrafase, som har været god i denne sæson, skal igen været på et højt niveau. Af den grund tror jeg, at vores forsvarsspil bliver det vigtigste.

Flere ting skal gå op i en højere enhed, hvis Team Esbjerg skal juble over sin anden sejr i denne sæson i Champions League, men Tomas Axnér ser også et mandskab, der er klar til at give tilskuerne en god afslutning på weekenden.

– Jeg forventer et topmotiveret Team Esbjerg-hold, som glæder sig til at spille på hjemmebane. Vi ser altid frem til disse kampe, når vi møder hold på dette niveau, og det skal gerne blive en oplevelse, siger Axnér.

Truppen er den samme som seneste kamp. Nora Mørk er dag til dag, og hendes tilstand bliver fulgt nøje.

Team Esbjergs trup til kampen i EHF Champions League Women, gruppespillet 4. runde mod Rapid Bucuresti søndag den 6. oktober kl. 14.00 i Blue Water Dokken:

Målvogtere: Anna Kristensen og Amalie Milling
Venstre fløj: Elin Hansson og Sanna Solberg
Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen og Anne Tolstrup Petersen
Streg: Kathrine Heindahl, Rikke Iversen og Kaja Kamp
Bagspillere: Live Rushfeldt Deila, Line Haugsted, Michala Møller, Nora Mørk, Luciana Resende Rebelo, Henny Reistad og Mette Tranborg.