Stime sluttede med mindst mulige margin

09/10 - 2024

I næsten to år havde Team Esbjerg ikke tabt i Kvindeligaen. Denne stime faldt desværre denne onsdag aften, da Odense Håndbold vandt i et intenst opgør, hvor esbjergenserne til sidst havde chancen for hente det ene point med hjem, men heldet gik ikke Esbjergs vej.

For sådan var det gennem meget af kampen. Det blev til lidt for mange tekniske fejl – især i første halvleg – men alligevel lykkedes det gæsterne at holde fast i Odense, der begyndte med et hårdt forsvar, som Team Esbjerg havde udfordringer med.

Men nogen justeringer gjorde, at selvom værterne var bedst til at begynde med, var udeholdet altid lige i hælene og udfordrede konstant hjemmeholdet.

Odense lå ofte med en føring på et par mål, og det var først hen mod slutningen af første halvleg, at justeringerne førte til, at hullet op til værterne blev lukket, og det var helt lige efter de første 30 minutter.

Momentumskiftet kørte videre i Team Esbjergs favør, og det tog ikke udeholdet lang tid at skabe en føring på tre. Tidligere havde disse momentumskift været kampafgørende, men Odense lykkedes med at lukke blødningen denne gang, og det – kan man sige – blev også afgørende for kampen.

For Odense holdt fast, og langsomt spillede de sig op, mens Team Esbjerg begyndte at få problemer i offensiven, hvor fynboerne fortsatte med at vise initiativ. Og med 10 minutter igen kom værterne igen i front med 24-23.

Odense havde nu for alvor teten, og med seks minutter igen kom de foran med tre, men det slog ikke Team Esbjerg ud. Holdet sled, men de kom stadig frem til de scoringer, som holdt opgøret helt åbent. De skulle stadig holde stand i defensiven et par gange.

Det første kom lige efter, hvor Line Haugsted stjal en bold, men den næste kom ikke lige efter igen. Odense kom frem til flere straffekast, som de udnyttede, og med et minut igen kunne de lukke opgøret.

Men et dårligt indspil til stregen ved 30-29 gav Team Esbjerg muligheden for at få en uafgjort med. Spillet blev sat op, og Michala Møller brød i gennem. Der blev dømt frikast med få sekunder igen, og holdet nåede ikke at få sat spillet ordentlig i gang, inden haluret hylede for sidste gang. Men var det kun frikast?

– Vi står lidt med en følelse af, at vi blev snydt for et straffekast til sidst. Jeg har set situationen et par gange nu, og jeg forstår ikke, at der ikke var straffe, sagde cheftræner Tomas Axnér.

Naturligvis kan man ikke koge en kamp ned til én situation, for der var også andre facetter i spillet, hvor Team Esbjerg ikke ramte dagen.

– Det var en hård kamp. Vi mødte et godt angrebshold, som kom med meget power. Vi lykkedes med at stå imod, og så viste vi god moral ved at komme tilbage og få et point med hjem. Men vi ramte ikke dagen. Vi manglede lidt nogen redninger, og målvogterne kunne også have fået lidt mere hjælp, og så lavede vi for mange tekniske fejl. Samtidig lavede vi også kun 13 mål i første halvleg, hvor vi var udfordret, sagde cheftræneren.

Trods nederlaget slår det ikke Team Esbjerg ud. Marginalerne var ikke vestjyske i dag, og så er der ikke meget andet at gøre end at komme op på hesten igen. Og det er der rig mulighed for.

En kamp venter nemlig allerede på søndag, og det var ikke fordi, at dette opgør var ren elendighed, selvom resultatet i tiden efter var svær at sluge.

– Der kommer ny kamp på søndag på hjemmebane mod Vipers, og den skal vi være klar til. Spillemæssigt syntes jeg, at der var mange gode ting, som vi kan tage med. Men et par redninger og dertil kontramål, så havde vi vundet, sagde Tomas Axnér.

Kampen på søndag går i gang klokken 14.

Kampen i tal:

Odense Håndbold – Team Esbjerg 30-29 (13-13)

Målscorere Team Esbjerg: Henny Reistad 7 (3), Live Rushfeldt Deila 4 (1), Anne Tolstrup Petersen 4, Michala Møller 2 (1), Kathrine Heindahl 2, Rikke Iversen 2, Mette Tranborg 2, Marit Røsberg Jacobsen 2, Line Haugsted 2, Elin Hansson 1, Sanna Solberg 1.

Topscorer Odense Håndbold: Andrea Aagot 8 (5)

Udvisninger:

Team Esbjerg: 3

Odense Håndbold: 1

I Sydbank Arena