Dominerende anden halvleg sikrede de to point

16/10 - 2024

Efter en lidt hakkende begyndelse på opgøret, fik Team Esbjerg spillet sig ind i kampen mod Nykøbing F. Håndbold, og derefter så hjemmeholdet sig ikke tilbage. Kvindeliga-opgøret endte nemlig med en komfortabel sejr på 35-25 til esbjergenserne, der takket være en glimrende anden halvleg fik sat to point på kontoen.

Team Esbjerg lignede i begyndelsen af opgøret et mandskab, der skulle arbejde sig ind i kampen. Flere tekniske fejl gjorde, at der gik lidt tid, inden hjemmeholdet kom på tavlen.

Der var også tale om en uvant opstilling i angrebet, men fighterviljen besad alle på banen, og selvom spillet ikke helt hang sammen, så kæmpede de på og leverede. Dette kom til syne ved stillingen 4-7, hvor noget tog fat i de esbjergensiske spillere. Tre mål i træk fik skabt balance i regnskabet, og få minutter kom første føring til værterne.

Allerede her var første chance til at skabe et hul, som gæsterne kunne få svært ved at lukke, men et par dommerkendelser gik mod hjemmeholdet, hvilket fik de mange tilskuere til svare igen. En øredøvende larm bredte sig i Blue Water Dokken, og det var kun en redning fra Amalie Milling i angrebet efter en af kendelserne, der satte en stopper for Balkan-stemningen.

Ikke desto mindre fik falstringerne hentet lidt af forspringet, og derfor var det en smal føring til hjemmeholdet ved pausen.

– Vi begyndte kampen med en anderledes formation, og så kom der nogen tekniske fejl, så ja, det hakkede lidt i begyndelsen, men det er også en modstander, som man skal indstille sig lidt på, som er et af Danmarks bedste hold. Vi fik arbejdet os ind i kampen, og vi førte stadig efter de første 30 minutter, sagde cheftræner Tomas Axnér.

Michala Møller var meget enig med sin cheftræner om første halvleg. Det var nemlig et hjemmeholdet, som skulle finde sig til rette inde på banen, men da de endelig gjorde, tippede vægtskålen også over i deres favør.

– Det var lidt op og ned. Nykøbing er et godt hold, så vi var godt klar over, at vi ikke ville trække fra lige med det samme. Vi har et par tekniske fejl for meget, og nogle aftaler, som vi ikke lige holdt defensivt. At vi var foran med et, var egentligt godkendt, og aftalerne begyndte vi at holde allerede i starten af anden halvleg, sagde bagspilleren.

Og det må man give hende ret i.

Forsvaret fik fat, falstringernes fejl fordoblede og de esbjergensiske omstillinger blev udnyttet. De første seks mål var fra en Team Esbjerg-spiller, og 14-13 blev forvandlet til 20-13. To mål fra gæsterne blev herefter efterfulgt af en nye stime fra hjemmeholdet, og kampen blev revet midt over.

To tidlige timeouter fra gæsterne fik ikke den ønskede effekt, og dermed var kortene spillet. Team Esbjerg fortsatte med at finde effektive løsninger, samtidig med at forsvaret ikke gav meget til Nykøbing F. Og da Rikke Iversen for første gang gjorde det til plus 10, var den sidste spænding i kampen forduftet.

Sejren blev også på 10 mål – 35-25. At kunne slå vicemestrene med disse cifre vidnede om en kamp, hvor mange ting gik Team Esbjergs vej, og det var selvom der blev investeret i anderledes offensive og defensive formationer.

– Der var flere spillere, som ikke har spillet meget, men som leverede en god kamp, og som begynder at komme mere og mere ind i det. Forsvarsmæssigt er det også godt, hvis vi kan variere med to forskellige formationer i 6-0 og 5-1. Det var en investering, og det er selvom vi ved, at Nykøbing er et hold, som at svære at spille imod i alle 60 minutter, sagde cheftræneren, der var begejstret over den anden halvleg, som holdet leverede.

– Den var meget opløftende. Vi fik løst mange ting i forsvaret, og det er mod en modstander, som spiller i Champions League, og som er blandt de fire bedste i Danmark, så selvom det hakkede lidt i første halvleg, så vandt vi kampen uden store udfordringer, sagde Tomas Axnér.

Næste opgør er på udebane, hvor holdet skal møde endnu et mandskab, der i fjor leverede et topresultat i EHF Champions League Women. Ludwigsburg, der i sidste sæson gik under navnet Bietigheim, venter Team Esbjerg. Kampen går i gang på søndag klokken 16.

Kampen i tal:

Team Esbjerg – Nykøbing F. Håndbold 35-25 (14-13)

Målscorere Team Esbjerg: Henny Reistad 10 (4), Michala Møller 5, Mette Tranborg 5, Marit Røsberg Jacobsen 5, Live Deila 4, Kaja Kamp 2, Rikke Iversen 2, Sanna Solberg 1, Anne Tolstrup Petersen 1.

Topscorer Nykøbing F. Håndbold: Caroline Aar 4.

Udvisninger:

Team Esbjerg: 3

Nykøbing F. Håndbold: 2

2312 tilskuere i Blue Water Dokken.