Tysk grundighed møder dansk kvalitet

19/10 - 2024

I fjor var Bietigheim en af de helt store overraskelser i EHF Champions League Women. De gik fra en sjetteplads i gruppespillet forbi Ikast, Odense og Metz til finalen i Final4, hvor Györ blev endestationen.

Navnet er siden blevet ændret til HB Ludwigsburg, men det er stadig den samme stamme af spillere og trænere, som går ind til opgøret mod Team Esbjerg søndag eftermiddag. Og af den grund går det hen og bliver en svær opgave.

For selvom det tyske hold ligger under Team Esbjerg i tabellen, viste de i sidste sæson, at det er et mandskab, som aldrig er ude af opgørene. Derfor tror cheftræner, Tomas Axnér, også, at det går hen og bliver en tæt kamp.

– Det bliver en svær kamp på udebane. Ludwigsburg er et mandskab med fine kvaliteter, som spiller meget skandinavisk. Der er spillere, som kan skyde fra distancen, spillere, der er gode til at sætte de andre op og som er gode mand mod mand, og så har de også gode målvogtere, siger Tomas Axnér.

Et ordsprog i sport lyder, at angreb sælger billetter, mens forsvar vinder mesterskaber, og defensiven kommer igen til at spille en afgørende rolle i denne kamp.

For tyskernes forsvar var en af årsagerne til deres flotte stime i foråret i Champions League, og det er også her, at Team Esbjergs cheftræner spår, at danskerne skal sætte sit fokus, hvis de skal komme hjem med to point.

– Det bliver vigtigt for os at står godt i forsvaret og køre på vores kontraspil, som har kørt fint i store perioder. At vi får rykket rundt på vores forsvar og scoret mål på omstillinger, tror jeg, bliver en nøgle for os, siger Tomas Axnér.

Dermed ikke sagt at angrebet ikke også kommer til at være vitalt. Mange tekniske fejl og tabte bolde kan ruinere en gameplan for alle mandskaber, og derfor gælder det også for Team Esbjerg om at være varsomme i boldbesiddelse.

For kan danskerne fortsætte de fornemme tendenser, som de har vist i offensiven, står de med gode kort på hånden til at tage sejr nummer fire i Champions League.

– Ludwigsburg er også gode på kontra, og så har de en målvogter i Johanna Bundsen, der er god på den første aflevering. Så vi har ikke råd til at lave mange tekniske fejl eller skyde deres målvogtere varme, men vi har stadig alle muligheder for at vinde kampen. Det kræver naturligvis en god præstation, da jeg ser det som en 50-50-kamp, siger cheftræneren.

Team Esbjergs trup til kampen i EHF Champions League Women, gruppespillet 6. runde mod HB Ludwigsburg søndag den 20. oktober kl. 16.00 i MHP Arena:

Målvogtere: Anna Kristensen og Amalie Milling
Venstre fløj: Elin Hansson og Sanna Solberg
Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen og Anne Tolstrup Petersen
Streg: Kathrine Heindahl, Rikke Iversen og Kaja Kamp
Bagspillere: Live Rushfeldt Deila, Line Haugsted, Michala Møller, Luciana Resende Rebelo, Henny Reistad og Mette Tranborg.