Tålmodigheden betaler sig mod hårdkæmpende oprykkere
13/11 - 2024
Vigtigheden i at bevare overblikket og troen på egne evner, blev vigtigt i onsdagens opgør for Team Esbjerg. For oprykkerne fra EH Aalborg hang fast langt inde i opgøret i Kvindeligaen, men esbjergenserne fortsatte i samme drænende tempo, hvilket til sidst var med til at knække gæsterne.
Alt var ikke helt af den kvalitet, som Team Esbjerg har for vane at vise i første halvleg, hvilket var lidt underligt, når tilskuerne kunne se dem score 18 mål i de første 30 minutter. Men der manglede lidt skarphed og koncentration i flere hændelser. Især i indledningen, hvor gæsterne viste den rigtige mængde mod og tro på tingene.
De to ting var med til, at det var Aalborg, der gennem de første 12 minutter havde teten og førte flere gange undervejs, hvilket også beviste, at dette ikke ville blive en nem kamp.
En timeout af Team Esbjerg fik dog vendt tingene, og momentummet landede trygt i favnen på hjemmeholdet, der holdt samme fart i offensiven, men hvor der måske manglede de sidste procenter i forsvaret. Alligevel kunne værterne gå til pause med en føring på fire, hvilket også var til Aalborgs fortjeneste.
– Vi manglede lidt kynisme i afslutninger i første halvleg og måske lidt aggressivitet i vores forsvarsspil, hvor vi ikke var med til at give Amalie Milling de bedste betingelser i målet. Der var lige 15 minutter, hvor vores forsvarsspil ikke var på højeste niveau, sagde cheftræner Tomas Axnér.
Men i anden halvleg ændrede alt sig. For hvor Team Esbjerg kunne køre videre i samme, høje tempo, så begyndte gæsterne at halte lidt efter. Mange fejl – men også en storspillende Anna Kristensen – førte til, at kampen knækkede fuldstændig over.
Aalborg scorede anden halvlegs første mål, men herefter sad Team Esbjerg på alt. De gik fra 18-15 til 31-18, hvor især kontrafasen gav mange mål. Gæsterne havde ikke mere at skyde med, og derfor endte det også med en sejr på 40-22.
– Vi snakkede om at ændre flere ting til anden halvleg mod deres syv mod seks, hvor vi stod bedre i vores 5-1-forsvar, og så var vores kontraspil meget mere flydende, og de to ting hang lidt sammen. Det var nok det, der blev afgørende, sagde Elin Hansson efter kampen. Hun sluttede kampen med fem mål, hvoraf flere var på kontra.
Kampen var samtidig et tydeligt syn på, at selv hvis det ikke helt går Team Esbjergs vej til at begynde med, handler det om at klø på. For kvaliteten og erfaringen vil få betydning over alle 60 minutter.
– Mange hold lykkedes med at spille lige op mod os i 15-20 minutter, hvor vi derefter bliver svære at stå imod. Niveauforskellen på holdkortet kommer også til sin ret på den lange bane. Vi vil naturligvis gerne afgøre kampene hurtigt, og vi har set tidligere på sæsonen her på hjemmebane, at vi har brug for 10 gode minutter, hvor vi ikke giver slip på gashåndtaget, så er kampene afgjort, og det gjorde vi på en god måde i anden halvleg i dag, sagde cheftræneren, der også mente, at Team Esbjerg har et hold, som gør ondt at spille imod.
– Jeg tror, at det koster lidt at spille mod os. De skal spille på deres allerbedste niveau, men når de så skal skifte ud efter 15-20 minutter, så begynder det at se anderledes ud i forhold til vores bænk. Og det er noget, vi skal stole på, at vi hen over 60 minutter kan gøre.
Kampen var den sidste i Kvindeligaen, inden EM går i gang, men det var ikke den sidste kamp. Søndag gæster Buducnost Blue Water Dokken i EHF Champions League Women. Danskerne vandt sikkert på udebane seneste weekend, og med det fort, som hjemmebanen har udviklet sig til, får montenegrinerne det svært. Men holdet har stadig brug for opbakning, så de kan sendes godt afsted til slutrunden. Kampen går i gang klokken 14.
Kampen i tal:
Team Esbjerg – EH Aalborg 40-22 (18-14)
Målscorere Team Esbjerg: Henny Reistad 9 (2), Live Rushfeldt Deila 8, Kaja Kamp 5, Elin Hansson 5, Michala Møller 3, Marit Røsberg Jacobsen 3, Sanna Solberg 2, Anne Tolstrup Petersen 1, Luciana Rebelo 1, Anna Kristensen 1, Line Haugsted 1.
Topscorer EH Aalborg: Clara Lerby 6.
Udvisninger:
Team Esbjerg: 3
EH Aalborg: 1
2033 tilskuere i Blue Water Dokken.