Angrebsmaskinen skal holdes i højt gear mod Aalborg

28/01 - 2020

Team Esbjerg er inde i den velkendte rytme fra perioder af 2019 med en kamp på europæisk topniveau efterfulgt af en kamp i HTH Ligaen. Efter triumfen mod Vipers i Kristiansand venter EH Aalborg onsdag aften i Blue Water Dokken.

– Vi skal være på toppen et par gange om ugen i Champions League og samtidig holde gang i toget i den hjemlige liga. Det snakker vi selvfølgelig om, så vi har en fælles forståelse af, at vi ikke må falde for langt i præstationerne, siger Team Esbjerg-cheftræner Jesper Jensen.

EH Aalborg kommer til Esbjerg med ni nederlag i træk og blev alvorligt svækket, da den 21-årige playmaker og nøglespiller, Line Berggren, blev skadet i venstre hånd tidligere i denne måned. Andre vigtige spillere er de to svenskere, Emma Friberg i målet og backen Jenny Karlsson, samt Cecilie Mørk Hansen og den tidligere Team Esbjerg-spiller, Anne Brinch-Nielsen, på højre fløj.

– Aalborg-spillerne vil være usikre, når de kommer hertil, men man snakker altid om muligheden for at overraske som Ajax i Odense. Jo mere faste, vi kan være i vores spil, jo mindre vil deres forhåbninger blive. Vi tog et stort skridt spillemæssigt i dette kalenderår i Norge, og vi vil gerne overføre effektiviteten fra kampen mod Vipers til HTH Ligaen. Det var i orden, at forsvaret var lidt ude af balance i perioder, for vi har nærmest ikke beskæftiget os med det under træningen. Fokus har været på angrebet, siger Jesper Jensen.

Truppen indledte rejsedagen søndag kl. 7.00 om morgenen i Kristiansand, og efter færgeturen stod den på en lang bustur fra Hirtshals til Esbjerg med ankomst hen mod 16-tiden. Godt brugte stod den på individuel styrketræning mandag inden holdtræningen tirsdag og forberedelserne til Aalborg-kampen.

Alle spillere kom godt igennem Vipers-kampen, og truppen er den samme til mødet med Aalborg, der har fem point på næstsidstepladsen og må indstille sig på at skulle spille kvalifikationskampe for at overleve i HTH Ligaen.

Team Esbjergs trup til kampen i HTH Ligaen mod EH Aalborg onsdag den 29. januar kl. 18.30 i Blue Water Dokken:

Målvogtere: Rikke Poulsen og Rikke Granlund
Venstre fløj: Sanna Solberg og Elma Halilcevic
Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen og Pernille Johannsen
Streg: Marit Malm Frafjord, Vilde Ingstad og Clara Monti Danielsson
Bagspillere: Kristine Breistøl, Estavana Polman, Sonja Frey, Line Jørgensen, Rut Jónsdóttir og Lene Østergaard.