Den russiske bjørn blev sendt i hi med stort nederlag
31/10 - 2021
Det er ikke hver dag, at man slår Rostov-Don, og slet ikke i overbevisende stil. Men det er lige præcis, hvad Team Esbjerg gjorde søndag eftermiddag i kampen mellem de to hold i DELO EHF Champions League. Det var kun i kampens indledning, at russerne fulgte med, og i anden halvleg cementerede danskerne sejren med flot forsvarsspil.
Inden kampen var defensiven i fokus for cheftræner Jesper Jensen. Selvom Rostov-Don kom til Danmark mere flere profiler fraværende, havde de stadig meget at komme med. Men kampens begyndelse viste, at forberedelserne havde båret frugt.
Det esbjergensiske forsvar var nemlig en af kampens højdepunkter. Gang på gang lykkedes det dem nemlig at forcere fejl fra russerne, og når de endelig kom i gennem, stod Dinah Eckerle endnu en gang i vejen, som hun gjorde i seneste kamp også, og hun stod på næsten 50 procent i de første 30 minutter.
Forsvaret var med til at bære Team Esbjerg frem i første halvleg, for offensiven havde flere problemer i det etablerede spil. Problemerne var store nok til, at Jesper Jensen så sig nødsaget til at prøve syv mod seks-spiller i perioder. Det var de individuelle præstationer, som førte til mål, men sandelig også forsvaret, da de konstant satte russerne på prøve.
Efter pausen satte hjemmeholdet for alvor turbo på tingene. De blæste nærmest russerne tilbage østpå. Igen båret frem af et forsvar, der kun tillod to mål i de første 13 minutter. Offensiven var også begyndt at vise gode takter. Her var det Henny Reistad, der var katalysator for spillet. Nordmanden var ustyrlig, og hun endte også med at blive delt topscorer i kampen sammen med Marit Røsberg Jacobsen.
Rostov-Don ledte efter muligheder i begge ender af banen. De prøvede at gå offensivt til værks på Reistad, men det gav plads til andre på holdet, som blev udnyttet. På et tidspunkt viste tavlen en føring på 21-12. En stilling, som virkede utopisk inden kampen.
Gæsterne fik reddet lidt af resultatet hjem, men det blev stadig til en sejr på syv mål for Team Esbjerg. En sejr, der sender et stærkt signal til resten af gruppen i DELO EHF Champions League.
– Som hold er det fedt, at vi har et niveau, hvor vi føler, at vi er medbestemmende på, om kampen skal vindes. For tre-fire år siden stod vi Champions League med en følelse af, at hvis vi skulle tage en af de magiske point – som i dag – så krævede det, at modstanderen ikke spillede helt på toppen. Nu har vi et niveau, hvor vi faktisk føler, at vi kan udfordre dem, sagde Jesper Jensen efter kampen.
Og der er grundlag for at tro på noget. Med sejren rykker Team Esbjerg op på en andenplads i gruppen, kun overgået af FTC. Det er de to øverste hold i grupperne, der går direkte videre til kvartfinalen, men der resterer stadig otte runder endnu.
Næste kamp for Team Esbjerg er på onsdag, hvor Horsens Håndbold Elite kommer til Blue Water Dokken.
Kampen i tal:
Team Esbjerg – Rostov-Don 25-18 (13-10)
Målscorere Team Esbjerg: Marit Røsberg Jacobsen 8, Henny Reistad 8, Sanna Solberg 2, Kaja Kamp 1, Michala Møller 1, Marit Malm Frafjord 1, Kristine Breistøl 1, Mette Tranborg 1, Annette Jensen 1, Vilde Mortensen Ingstad 1.
Topscorer Rostov-Don: Grace Zaadi Deuna 5.
Udvisninger:
Team Esbjerg: 4
Rostov-Don: 3
2014 tilskuere i Blue Water Dokken.