Henny hægtede Herning-Ikast agterud: Odense venter i finalen
26/02 - 2022
Hjemmebanen i Blue Water Dokken var med til at skabe en euforisk stemning, der var med til at bære Team Esbjerg frem. Selvom semifinalen ved Santander Cup Final4 mod Herning-Ikast Håndbold blev lidt mere spændende, end hvad første halvleg viste, så fik værterne holdt midtjyderne nede og tog en sejr på 34-29, blandt andet takket være 11 mål fra Henny Reistad.
De første minutter virkede dog lidt nervøse for Team Esbjerg. Der skulle en straffescoring til fra Reistad for at få gang i holdet, men herefter fik de scoret to yderligere mål i træk og bragte sig foran med 3-2. Her blev de i et stykke tid, for bylden kom der hul på.
Føringen blev hurtigt udbygget, og hen ad de første 30 minutter var Team Esbjerg i teten. Ved Kristine Breistøls andet mål bragte værterne sig foran med 11-5, og det var tæt på at knække Herning-Ikast.
De holdt dog ved, men det var med det yderste af fingrene. Hen mod slutningen af første halvleg fik de lukket lidt af det store forspring, og de gik til pause bagud med 15-11.
Det mindre comeback var på en måde det bedste, der kunne ske for gæsterne, der fik en ny tro på tingene, og i anden halvleg fik de nemlig kontakt. Team Esbjerg begyndte ellers fint, men det lykkedes Herning-Ikast at score på alt, og efter 10 minutter kom de op på 21-21.
– Det er pokalhåndbold, og der går det bare op og ned. Stor ros til Herning-Ikast for at hænge i og blive ved og ved. Samtidig blev vi også for ivrige. Det var som om, at vi lige skal komme foran med otte i en fart, i stedet for at beskytte det forspring på fire eller fem mål, som vi havde, sagde cheftræner Jesper Jensen.
Hen over de seneste kampe har Team Esbjerg haft stor succes i første halvleg, som har ført til, at de har kunne tage det mere roligt i anden, da forspringet var for stort til at hente. Men modstanden i dag var af en anden karakter, og derfor lykkedes spillerne ikke med det.
– Vi har haft så mange successer, og vi har så meget tro på os selv, at hvis vi drøner derudaf, og at hvis vi bliver ved, så knækker de. Samtidig er der også meget på spil, og derfor blev vi for ivrige. Men det er federe at være for ivrig end nervøs, for vi var bare ivrige for at få det afgjort. Det var faktisk en fin læring for os, sagde cheftræneren.
Mette Tranborg fik gjort det til 22-21, hvorefter Reistad igen bombede til 23-21, og der kom mere ro på esbjergenserne. Herning-Ikast var dog hele tiden lige i hælene. Derfor prøvede de også flere taktiske ting, som Jesper Jensen snakkede om i optakten.
I anden halvleg var det især mandsopdækningen af Reistad og Breistøl. Inden havde de to nordmænd banket 13 mål ind tilsammen, og derfor skulle der findes løsninger inde på banen. Og det gjorde Team Esbjerg.
– Vi havde snakket meget om inden, at de vil prøve noget, og vi vidste især godt, at de ville prøve at ryste kampen. Hver gang der var timeout, så kom de med noget andet. Hver gang der var lidt rytme i kampen, så ændrede de den. For hvis kampen forbliver rytmisk, så slår vi dem oftere, end de slår os, og derfor prøvede de at ryste træet lidt. Og det var fedt for os, for vi tabte os ikke i det i denne kamp, sagde Jesper Jensen.
Men træet blev ikke rystet nok. Bevægelser i offensiven var der nok af, og de kom også frem til flere chancer, selvom de to skytter blev sat ud af spil. Sanna Solberg kom ind fra fløjen flere gange og satte bolden i kassen, og det lykkedes heller ikke Herning-Ikast at holde Reistad helt ude, da hun ikke lang tid efter satte to bolde i kassen til 31-26.
Gæsterne var efterhånden desperate for at finde løsninger, men hver gang havde Team Esbjerg et træk, som de svarede igen med, og derfor kom gæsterne ikke nærmere. Resultatet blev derfor en 34-29 til hjemmeholdet.
Sejren betyder, at det nu er finaletid. Klokken 15.30 kan sæsonens første pokal komme i hus, når Odense Håndbold er modstaderen. De vandt deres semifinale med 29-25 over København Håndbold.
Kampen i tal:
Team Esbjerg – Herning-Ikast Håndbold 34-29 (15-11)
Målscorere Team Esbjerg: Henny Reistad 11, Mette Tranborg 6, Sanna Solberg 5, Kristine Breistøl 4, Vilde Mortensen Ingstad 4, Michala Møller 1, Marit Malm Frafjord 1, Beyza Türkoglu 1, Annette Jensen 1.
Topscorer Herning-Ikast Håndbold: Emma Friis 10.
Udvisninger:
Team Esbjerg: 3
Herning-Ikast Håndbold: 1
2500 tilskuere i Blue Water Dokken