Skader og manglende ressourcer kostede næsten sikre point

09/03 - 2022

Det var et opgør, der aldrig skulle have haft spænding, men det kom alligevel. For selvom Team Esbjerg hurtigt bragte sig i front med syv mål i første halvleg, så åd Herning-Ikast Håndbold denne føring i anden halvleg i opgøret i Bambusa Kvindeligaen. Men selvom midtjyderne fik kontakt, så holdt hjemmeholdet fast i både føringen og de to point.

Optakten til kampen var lang fra optimal for Team Esbjerg. Hverken Marit Røsberg Jacobsen, Sanna Solberg eller Estavana Polman var at finde på holdkortet, og i opvarmningen måtte Annette Jensen og Beyza Türkoglu kapitulere, hvilket satte de resterende spillere på prøve.

Disse så de dog ud til at bestå med kryds og slange i kampens indledning. Her var der ingen kvaler at spore, og selvom gæsterne allerede fra første angreb benyttede sig af syv mod seks-spillet, så lavede de for mange fejl.

Manglende fokus i skudøjeblikkene og tabte bolde førte til nemme mål for Team Esbjerg, der bragte sig foran med 8-1 efter de første otte minutter. Det fik udeholdets træner, Kasper Christensen til at gå tilbage til seks mod seks, og de fik sat en prop i hullet. Men den store føring var også med til at lulle hjemmeholdet i søvn.

– Det skabte lidt for meget ro, for jeg syntes, at nogle af de ting, som vi har været gode til i lang tid har været, at vi ikke givet for mange billige mål væk, og det syntes jeg, vi gjorde. Især i deres syv mod seks-spil, og så ved jeg godt, at Herning-Ikast er sindssyge dygtige til at bruge det, men vi gav stadig for mange fejl væk til dem, sagde Jesper Jensen efter kampen.

Efter Herning-Ikast havde fundet sig ind i opgøret, gik de tilbage til syv mod seks, og denne gang med mere succes. Team Esbjerg havde dog styr på sin offensiv, og derfor lykkedes det ikke rigtigt at hente meget af forspringet i de første 30 minutter, som lød på en esbjergensisk føring på 19-13.

Efter pausen begyndte ressourcerne at slippe lidt op. Med kun otte udespillere til rådighed var cheftræner Jesper Jensen tvunget til at spille smalt, og det kostede hen mod slutningen. Herning-Ikast havde nemlig spillet sig varme, og med flere vigtige redninger fra Sabine Englert, var de stadig med i kampen.

De holdt sig også ofte til syv mod seks-spillet, og det gav dem mange muligheder. Især ude på fløjene, hvor der ikke var en naturlig Esbjerg-spiller til positionen, og det kostede i forsvaret.

– Vi blev lidt for ivrige i vores angreb. Min følelse var, at vi dækkede okay op, men vi fik spillet en masse fløje fri, og det scorede de på i dag, så vi burde nok have lukket mere af der, og åbnet mere op et andet sted. Dem, der kom ud på fløjen i dag, gjorde, hvad de kunne, men når man ikke har prøvet det meget før, skal man selvfølgelig vænne sig til det, sagde Mette Tranborg.

Med ni minutter igen brændte det på i Blue Water Dokken. Gæsterne kom op på 28-28, og de offensive problemer for Team Esbjerg skulle løses. Det blev til syv mod seks, og det gav tilstrækkeligt succes. Målene begyndte at komme igen, efter en periode, som udeholdet vandt med 3-9.

Men det blev også for stressende for gæsterne, og fejlene sneg sig også ind. Da Team Esbjerg kom op på 33-31 med et halvandet minut igen, var det ene point sikret, og da gæsterne i næste angreb lavede en teknisk fejl var det sidste point også i hus.

– Det var en af de kampe, hvor de to point bare skulle hjem på grund af skaderne. Jeg har kun ros tilovers for spillerne. Vi vidste godt, at der ikke var så meget at skyde med. Vi havde ingen fløjspillere til rådighed, så jeg syntes, at folk gjorde det godt, sagde Jesper Jensen.

Nu skal skaderne have ro, for allerede på lørdag skal Team Esbjerg i kamp igen. Denne gang i Viborg, hvor domkirkebyens grønne hold venter. Kampen går i gang klokken 16.10.

Kampen i tal:

Team Esbjerg – Herning-Ikast Håndbold 33-31 (19-13)

Målscorere Team Esbjerg: Henny Reistad 7, Vilde Mortensen Ingstad 7, Mette Tranborg 6, Kaja Kamp 5, Kristine Breistøl 3, Line Myers 3, Michala Møller 2.

Topscorer Herning-Ikast Håndbold: Naja Nissen 9.

Udvisninger:

Team Esbjerg: 0

Herning-Ikast Håndbold: 1

2261 tilskuere i Blue Water Dokken.