Dinah diskede op med vinderredning i døende sekunder

10/04 - 2022

Herning-Ikast Håndbolds syv mod seks-spil skabte store problemer for Team Esbjerg, der ikke kunne finde løsninger på hjemmeholdets offensiv. Derfor blev opgøret også først afgjort i de sidste sekunder, hvor Dinah Eckerle fandt en vital redning frem, der var med til at sikre de to point i esbjergensisk favør i slutspilskampen i Bambusa Kvindeligaen.

Team Esbjerg begyndte også som lyn og torden i Ikast. De første seks mål i opgøret stod der nemlig Esbjerg på, og det førte til en hurtig timeout fra Herning-Ikast.

Hjemmeholdet har i denne sæson benyttet sig meget af syv mod seks-spillet, og det begyndte de også på efter timeouten. Det gav succes med det samme, da de scorede deres første mål efter ni minutters spil.

Herefter skiftedes holdene til at score frem til midtvejes i halvlegen, hvor Team Esbjerg begyndte at skifte lidt ud. Det kostede i forsvaret, hvor hjemmeholdet for alvor havde fået fat i angrebet. Især stregspillet havde gæsterne svært ved at gøre noget ved.

– Vi havde forventet, at de ville spille syv mod seks, og at de ville gøre det meget. Vi har haft godt styr på det tidligere, og de kom egentlig ikke med noget nyt, de var bare dygtige til det, og det har de vist mod mange modstandere, sagde cheftræner Jesper Jensen.

Herning-Ikast reducerede til 9-11, da cheftræner Jesper Jensen tog den første timeout, og det fik sat en dæmper på det momentum, som værterne havde fået efter deres gode periode. Derfor var forspringet også på tre mål, da de to hold gik til pause. Et sidste sekunds mål af Henny Reistad førte til pausestillingen.

I anden halvleg fortsatte Herning-Ikast med syv mod seks-spillet, og det tog dem ikke lang tid for at indhente de sidst mål. 10 minutter inde kom de også foran for første gang i kampen ved stillingen 20-19. Det fik Jesper Jensen til at tage en timeout, og Team Esbjerg svarede igen med to mål i træk.

– Vi brændte flere chancer i indledningen, og det gjorde, at vi ikke lukkede kampen der, og der var vi ikke kyniske nok. Derfor blev det lidt i nervekrig til sidst, sagde Jesper Jensen.

Herefter bølgede opgøret meget frem og tilbage, men det var altid med hjemmeholdet, som det jagtende hold. Det var altid dem, der var bagud med et mål. Med 10 minutter igen fik Team Esbjerg scoret to gange i træk, og det bragte dem foran med 25-27.

Det holdt dog ikke længe, for med tre mål i træk fik Herning-Ikast lige pludselig overtaget, inden Henny Reistad fik udlignet til 28-28 med to og et halvt minut igen.

I det følgende angreb begik værterne en fejl, hvilket førte til mål i den anden ende, da Reistad eksekverede et straffekast med et minut igen. 28-29.

Herning-Ikast tog timeout med 38 sekunder, og de fik sat et spil op. Højrefløjen kom i genne, men Dinah Eckerle kom i vejen for forsøget, da der resterede 20 sekunder.

Tiden skulle nu bare løbe ud, men en timeout og et mål af Annette Jensen med to sekunder igen var med til at cementere sejren til Team Esbjerg på 28-30.

Sejren betyder, at Team Esbjerg har fået lavet hul ned til Herning-Ikast i slutspilspuljen. Tre point er forspringet, inden esbjergenserne på fredag tager til Silkeborg. En sejr over Silkeborg-Voel vil give Team Esbjerg en semifinaleplads, selvom der vil restere to runder af slutspillet.

– Det er vigtigt for os, at vi får to point i stedet for et. Det sidste point gør, at vi kan indstille sigtekornet efter at blive etter i puljen og dermed give os hjemmebanefordel i semifinalen, afsluttede cheftræneren.

Kampen i tal:

Herning-Ikast Håndbold – Team Esbjerg 28-30 (13-16)

Målscorere Team Esbjerg: Henny Reistad 11, Kristine Breistøl 7, Michala Møller 3, Sanna Solberg 3, Marit Malm Frafjord 2, Kaja Kamp 1, Beyza Türkoglu 1, Mette Tranborg 1, Annette Jensen 1.

Topscorer Herning-Ikast Håndbold: Sarah Iversen 9.

Udvisninger:

Team Esbjerg: 0

Herning-Ikast Håndbold: 1

I IBF Arena.