Lang pause er godt men skaber nye udfordringer
20/02 - 2023
Det er 10 dage siden Team Esbjerg senest var i aktion, hvor de tabte til Györ i EHF Champions League Women. Pausen kommer belejligt, men den er også med til at skabe udfordringer på kort sigt. Og når modstanderen på tirsdag hedder Silkeborg-Voel KFUM, bliver det svært at få de to point i Kvindeliga-opgøret.
Pausen kommer efter Randers HK tidligere på sæsonen gik konkurs, og de skulle have været modstanderen i sidste uge. Samtidig havde Team Esbjerg fundet en god rytme, hvor spillet og resultaterne nærmede sig toppen.
Det skal holdet nu finde frem igen efter en lang pause. Udfordringen ligger derfor i, at finde ind i samme mentalitet.
– Der er en risiko for, at pausen kan komme til at drille. Men på trods af det, er jeg stadig stor fan af, at vi har haft den, for den kan gavne os længere henne i sæsonen. Det vil altid være hårdt med disse rytmebrud, og det er ligegyldigt, om det er at gå fra lang tid mellem kampen til kort tid, eller fra kort tid til lang tid mellem kampene, som er tilfældet for os. På kort sigt er det nok ikke en fordel, men på langt sigt er det, slår cheftræner Jesper Jensen fast.
At modstanderen er af en kaliber, der ofte har det med at drille topholdene, gør ikke udfordringen mindre. Silkeborg-Voel KFUM har gennem årene vist sig som et hold, der kan tage point fra alle klubber. De gjorde det i fjor ved at tage et point på hjemmebanen mod Team Esbjerg.
Nu står de overfor hinanden igen, og det bliver svært for Jesper Jensen og co. at tage begge point med hjem, men det er stadig målet.
– En kamp mod Silkeborg-Voel er altid svær at komme i gennem. Vi er småfavoritter, men de har det med at drille alle hold, og de kommer altid med en positiv tilgang til spillet, hvor de forsøger at leve på deres kontrafase, siger cheftræneren, der også peger på, at Team Esbjerg skal være i stand til at vende Silkeborg-Voels styrke til en svaghed.
– Det bliver afgørende, at vi er i stand til at stå mod deres kontraspil. De løber meget og er gode til det. Men de spiller også med risiko, og det skal vi se, om vi ikke kan vende til noget positivt.
Truppen, der tager mod Søhøjlandet på tirsdag, er fuldtallig. Cheftræneren melder om alle klar. Og med seks runder tilbage af grundspillet skal der en sejr til, hvis forhåbningerne om en førsteplads skal bevares.
Team Esbjergs trup til kampen i Kvindeligaen mod Silkeborg-Voel KFUM tirsdag den 21. februar kl. 18.30 i JYSK Arena:
Målvogtere: Anna Kristensen og Amalie Milling.
Venstre fløj: Beyza Irem Türkoglu
Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen og Anne Tolstrup Petersen
Streg: Kathrine Heindahl, Vilde Mortensen Ingstad og Kaja Kamp
Bagspillere: Kristine Breistøl, Julie Bøe Jacobsen, Michala Møller, Nora Mørk, Henny Reistad og Mette Tranborg.